Vågent mareridt

Hvornår er man en god nok forælder?

Det er stadig et mareridt, og det er stadig dybt surrealistisk, at mine børn er anbragt på børnehjem. Jeg har fået indblik i en del af systemet, en del af verden, jeg aldrig havde drømt om jeg skulle beskæftige mig med. Det er så svært at fatte.

Jeg har begået nogle fejl hen af vejen, nogle fejl med alkohol, og nogle fejl med de intimrelationer, jeg har indgået i. Jeg arbejder hver dag på, at rette op på mine fejl, og blive en bedre og bedre udgave af mig selv. Dét at jeg har indgået i konfliktfyldte intimrelationer, danner en del af argumentationen for at børnene er anbragt, fra kommunens side. Man kan sige… Havde jeg ikke indgået i intimrelationer med de to fædre til mine børn, havde der ikke været nogle børn, der skulle være sager om og anbringelse af. Hvad kom først? Hønen eller ægget?

Jeg har downloaded en app til min telefon, der kan blokere for visse indkommende opkald og sms’er. Og jeg har blokeret børnenes fars nummer. Det var nødvendigt. Det stresser mig simpelthen for meget i denne situation, at skulle forholde mig til skiftene mellem samarbejdsvilje og trusler, overfusen. Jeg magter det ikke. Jeg forsøgte at sætte tydelige grænser, men de blev sygeliggjort. Nu er min grænse blokering af nummer. Jeg står helt fast på og er meget villig til, mit forslag om familieterapi til verdens ende, med ham. Der er brug for en mægler. Men jeg kan ikke stå i det alene længere. Det slider mig op.

Jeg er stadig i en art chok over det her. Forleden så jeg, at de på børnehjemmet havde redt op til en baby, på det værelse, der ligger ved siden af min søns. Min første indskydelse, var at den baby skulle jeg da nok tage mig af… Og så kom, tankerne bagefter… Nåeh nej, mine børn er jo selv anbragt her… Det er så surrealistisk. Men i mig vækkes altid den dybeste omsorgs- og varetagelsestrang, når jeg hører om babyer – børn, der er blevet svigtet eller forladt.

Mine børn er det man kalder ‘i favn’ børn. I favn er en filosofi omkring forældreskab, udviklet af den amerikanske børnelæge William Sears. Det videnskabelige fundament udgøres af tilknytningsteorien. Ifølge denne teori er behovet for stærkt følelsesmæssigt bånd mellem forælder og barn et basalt evolutionært behov, og et fundament under alle barnets fremtidige relationer.
Jeg har født mine børn ved lette, positive hjemmefødsler. Jeg har stort set ikke brugt barnevogn, men båret dem i slynge. Jeg har i en stor del af deres liv sovet sammen med dem. Det var fast, før denne anbringelse, at Lila, Benjamin og jeg sov sammen, een på hver side af mig. Ja, nu kan vi jo ikke sove sammen…

På min bogreol står bøger som: ‘Sov igennem uden gråd’ af Elizabeth Pantley, ‘Her er jeg! Hvem er du? af Jesper Juul, ‘De kære børn’ af Anna Wahlgreen, ‘Børn er fra himlen’ af John gray, ‘Lær dine børn lykke’ af Wayne Dyer, mm.. Plus et læs selvudviklingsbøger. Siden jeg blev mor, – altså siden jeg var 24, har jeg jævnligt søgt psykoterapi. Jeg tog da en nlp-practitioner uddannelse. Jeg har gået på kurser, workshops og træning, som ‘5 aftaler med hjertet’, ‘Living Heart træning’, er trænet i healing, ‘Global Goddess Leader på gudindeskolen’, ‘Diamond Logos bevidsthedstræning’ mm. Jeg er kreativ faglærer uddannet, med fag som pædagogik og psykologi. Mit speciale hed Følelser i form. Jeg har et års uddannelse i id-psykoterapi- og en id-coach uddannelse. Jeg har arbejdet som fast lærervikar og sognemedhjælper, der havde kreative forløb med børn i kirken. Jeg elsker børn, og børn (og dyr) elsker mig. Jeg virker altid som en magnet på børn og dyr. Jeg har stort set ikke brugt barnepige i alle disse år, fordi det føles unaturligt. Min fritidsaktivitet og voksenudfoldelser har jeg lagt, når mine børn er på samvær… Jeg har gennem tiden taget mine børn til zoneterapi og biopater. Givet dem kosttilskud og olier, og økologisk sund kost. Giver dem massage og en masse berøring, kys og kram. Laver en masse kreative ting med dem, spiller spil, går på legepladsen, til vandet, i parken, fodrer ænder, inddrager dem i madlavningen fra tid til anden. Læser bøger for dem, synger sange for dem, mindst 4, som de selv vælger, som en del af putteritualet. Jeg afspiller også anerkendende drømmerejser lavet til børn, og dyb New Age musik for dem. Og vi synger og danser til Åh Abe! serien… Mine børn er velklædte og soignerede. Jeg lytter til mine børn, deres følelser og behov. Jeg taler med dem, anerkender dem. Og de ved godt hvad de kan lide og ikke kan lide. De kan sige til og fra… Mine store børn går på Steiner skole, mine små børn er skrevet op til Steiner skole. Fordi jeg har taget bevidst stilling, og ønsker at give mine børn en anden og dybere grunduddannelse, end det folkeskolen kan tilbyde.

Og hey, naturligvis har der været nogle dage, hvor energien er lav, hvor det bliver til en masse tv og take away mad. Og jeg kan da også komme til at være kortluntet, og bide af dem… Men – er vi ikke bare mennesker…? Og jeg kan altså også godt sige undskyld til mine børn!

Det er så sært, at mine børn er anbragt på børnehjem…

Og de har jo ikke engang sat sig ind i, hvordan jeg er mor, hvad jeg er som menneske og hvad jeg står for, hvordan vores liv og dagligdag er, hvordan børnene i virkeligheden har det, hvordan vores samspil er. De har slet og ret antaget, at børnene bliver vanrøgtede og omsorgssvigtede, troet på faderens udtalelser om at jeg er massiv alkoholmisbruger, alvorligt personlighedsforstyrret og at børnene i flere år har været ‘i fare’ hos mig…
Chokerende og sørgeligt!

Jeg er virkelig ikke fejlfri, og mit liv har virkelig ikke været en dans på roser. Der har også været mange flytninger, og det er OGSÅ en del af kommunen argumentation. Jeg HAR på sin vis været i fast krise siden børnenes far bortførte vores 1 årige søn for fire år siden. Jeg har bedt om psykologhjælp en del gange, og det har ikke været let at få. Jeg blev ret ødelagt af de 6 hårde år med børnenes far. Han bliver oprørt, når jeg udtrykker det, og jeg vil ikke gå i detaljer eller give det energi, men det er bare et faktum, jeg levede i ret streng psykisk vold, mistede for en periode og nogle for evigt, kontakt til mit netværk, kollapsede min økonomi, og forsøgte intenst længe, at komme ud af det forhold. Blandt andet med flytninger. Og i tiden siden har det ikke været lettere med ham. Han har været meget ustabil og angribende. I disse forgangne års krise, har mit hovedfokus ligget på, at gøre det hele så stabilt og trygt for mine børn, som muligt. De har altid vidst, at de kan regne med mig. Og i det ustabile, har jeg været deres faste holdepunkt. Altid.
Nu er jeg deres faste holdepunkt, på afstand. Det synes jeg er synd for dem, og tragisk.

Jeg er blevet kontaktet af en del klemte forældre i den forgangne halvanden uge. Nogle som aktivt kæmper med systemet om deres børn, nogle som har været der. Jeg hører historier om tvangsanbringelse, gyseligt lidt samvær – så som 2 timer overvåget pr. måned osv osv. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke gå meget ind i det. Jeg arbejder stadig med at fatte min egen situation, og med at gøre det jeg kan gøre, for forhåbentligt snart at ændre den…

Der er så mange, som er så bange for systemet. Nogle er bange for at skrive om deres situation, sågar i privat facebook mail, og foreslår telefonsamtaler. Jeg får advarsler om ikke at virke sær, alternativ, om at jeg skal passe meget meget på de kommende psykologiske forældreevnekompetence tests. Jeg finder det så dybt tragisk, at forældre er så bange for systemet, for at gøre noget forkert. Jeg finder det så dybt tragisk, at systemet har så meget magt, og så mangelfuld sagsbehandling.
Det er børn, det er levende mennesker, vi har med at gøre! Det virker som om alting bliver mekaniseret og effektiviseret, og den sunde fornuft, de bløde værdier, kærligheden, er begreber, som er ved at blive ekskluderet fra vores samfund.
Jeg forstår det ikke.
Jeg forstår ikke denne groteske situation jeg befinder mig i…

111308thzbpeb0dfszsa0d

   

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vågent mareridt