Årets allersidste dag

TAK FOR LORT, FREDERIKSBERG KOMMUNE!

Kære Frederiksberg kommune

Jeg forstår ikke jeres adfærd. Og den skræmmer mig!

I sommers mistede jeg mig selv. Jeg opførte mig abnormt og opbød min kæreste til at slå mig ihjel, jeg tilbød mange af mine ejendele på facebook og sagde, at jeg ellers ville brænde dem. For jeg ville eje ingen verdens ting. Jeg skar mit hår af og lavede et tre meter højt bål. Jeg var ude af mig selv. Undskyld! Og børnene var der ikke.
Jeg havde et NERVESAMMENBRUD.
Jeg lod mig frivilligt indlægge grundet dette, og jeg lå FRIVILLIGT en uge på jeres psykiatriske afdeling på Frederiksberg hospital.
Jeg nød faktisk den uge.
Jeg følte mig støttet, set, og holdt. Og rekreerede så smukt.
Det eneste jeg var RIGTIG ked af, var at mine små børns far ikke ville komme på besøg med dem. Og at jeg ikke kunne være der for dem.

Og min himmel, hvor er det skidt og ærgerligt, når en borger mister balancen på den måde… Men – da jeg blev udskrevet, uden diagnose eller medicinering, fik jeg af overlægen besked på, at lære at ‘tage imod'(Især fra de kommunale instanser). Bede om hjælp. Hun talte om, at det ofte kan være svært at definere, om det er dem der er indlagt, dem der behandler de indlagte, eller dem der aldrig kommer i nærheden af en indlæggelse, der er de mest syge.
Jeg havde virkelig en god oplevelse med at være indlagt, oplevede så kærlige mennesker, og positivisme.

Og det er åbenbart sådan, at når man har rundet psykiatrisk hospital – og har børn, så går man ind i jeres ‘maskine’ Jeg husker en sommerdag i august med jeres så søde og kærlige Jens Hansen, og det hele var så optimistisk og fint og kærligt. For jeg havde jo haft et ‘wake-up-call’ og var så indstillet på et dybt harmonisk og roligt liv, for mine børn og jeg selv.
Og jeg mødte positiv op til møde hos jer. Og mødte åbent og velvilligt op til yderligere møder.
Undrede mig over, at jeg blev tvunget i kontrol for alkohol og cannabis misbrug, idet jeg især aldrig har været cannabis misbruger, og ej heller nogensinde daglig alkoholmisbruger (jeg har brugt alkohol, ganske vist, som en måde at eskapidere, fra dét der blev for hårdt, men særdeles ganske sjældent!!.

Jeg var så lyssindet, glad og optimistisk. Jeg følte mig: set og støttet og glad. Fuld af glæde og overskud. Mine børn og jeg havde de smukkeste nære, skøre og kærlige uger fyldt med min glæde og overskud.
Indtil jeg fik at vide:
AT KOMMUNEN HAVDE BESLUTTET AT MINE BØRN SKULLE ANBRINGES PÅ ET HJEM, OG DER SKULLE UNDERSØGELSER IGANG.Jeg fik at vide ~ af alle mulige ~ at det aldrig ville komme så vidt. Og det stolede jeg på. Og da jeg kom til mødet i Børne og ungeudvalget, så troede jeg på det både advokat og alle andre sagde, det ville aldrig komme til en anbringelse og allermax en anbringelsesundersøgelsesundersøgelse af mig og mine børn.
Jeg tog det rimelig roligt. For ~ det er jo mig. Det er jo mine børn. Intet kan gå alvorligt galt. Troede jeg.
Børne og Unge udvalget bekræftede jeres beslutning. Jeg gik i chok. (Hvorfor var det egentlig nødvendigt – nogensinde – at jeg skulle sidde og forsvare, at jeg har skiftet navn???, til et så alvorligt møde om mine børn??? Det synes for mig dybt partisk, fordømmende og forudbestemt.)
Jeg var knust og ude af den.
Jeg troede i det mindste: at jeres (påtvungne) psykologer havde en konsensus. Ville se det smukkeste, ville se forandringsvillighed og forvandlingspotentiale. Det troede jeg.
Jeg har undret mig over, at der ikke var nogle, der GAV ifølge den konsensus filosofi I påstår at efterleve.
Og jeg ser, at:
I har taget mine børn fra mig (uden tilbud, uden støtte, uden NOGET)
I har placeret mig, (som en social afart, og I har PÅ INTET TIDSPUNKT VIST MIG EN ØNSKET ELLER ANBEFALELSESVÆRDIG løsningsmodel.

Kære Frederiksberg kommune! Ja, jeg ved nu, at hvadend jeg siger, deler, gør, vil blive brugt mod mig. Og at I har placeret mine børn hos een af det her univers’ mest inkonsistente og ‘ude-af-stand-til-at-træffe-en-selstændig-beslutning overhovedet’ er mit overhoved. Så nu er mine børn ~ jeres ansvar: Vil I ikke nok være søde at passe på dem?

lila benjamin

Pyha….

Jeg håber I en dag når frem til selvreflektion. Og jeg ville ønske jeg kunne sige, at I skal ALDRIG NOGENSINDE komme mine allernæreste nær igen. For I HAR JO ØJENSYNLIGT ikke det store begreb om, hvad I laver!!!!!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Årets allersidste dag