Lydfryd

Fra natten, der blev til morgen…

Natten ville mig vågen i nat. Den har omfavnet mig, som en varm livmoder, og Prafuls musik, som lyttes ofte og inderligt her i stuen, føles bestemt som kærlighed på lyd, iblandet denne nat.

Jeg har grus i øjnene, men jeg er vågen i mit nærvær. Jeg er tvunget i retræte fra det liv jeg havde som småbørnsmor, og det tager tid at komme sig på chokket, på skiftet, på livsstilsforandringen. Og på dén stress og dét pres, der sled og piskede mig i adskillelige måneder i det forgangne utroligt hårde år.

Men jeg har det godt. Jeg er mere vågen end erindret før, jeg har en accept af det der er, en ro der bliver stadigt dybere, som rødder der trænger dybere ned i underlaget, griber fat, filtrer sig sammen og ind i hinanden dernede i mørket, søger og får næring til vedvarende vækst.

Jeg føler jeg danser en dans med livet. Jeg føler jeg omfavner af det og jeg føler det omfavner mig. Jeg kan græde, blive vemodig, sørge, og sjældnere vred, tale staccato. Det er okay. Jeg betragter det blot som livets puls. For såvel kan jeg blive begejstret, grine, boble af fryd, smelte i ekstase, svømme hen i nydelse, blive bevæget af kærlige gerninger, smukke toner, billeder, dufte. Og at se og sanse musikere spille deres instrumenter, og samskabe et inderligt rum af vellyd. Jeg føler mig lykkelig, når jeg ser et medmenneske smile, grine, danse. Jeg bliver taknemmelig, når jeg er vidne til et medmenneske, der træder dybere ind i sit sig selv, sin frihed til at være. Jeg føler mig tryg, når mennesker er ærlige om deres ægte følelser og tør gå med åbne hjerter.

Jeg tror på livet. Der er så mange mennesker jeg elsker, og mit hjerte er så varmt og bølgende af kærlighed. Jeg tror på mig selv og jeg elsker mig selv.

Jeg har nærvær til at sanse min cyklus, og forstå, at den indimellem sætter mig i een af de dage, hvor jeg bare skal være i hi. Jeg mærker min ægløsning, jeg mærker min lyst, og jeg mærker min trang til at åbne og lukke, som livets åndedrag, som en undersøisk blomst, der pulser i vandets bløde bevægelser.

Jeg tror på mig selv, og jeg kan mærke mine linier, konturer, grænser, kan sige fra og til. Tør sige fra og til. Jeg er temmelig meget tryg og ikke bange for nogen ting.

Jeg tror på livet.

Hvor end jeg går hen, er der venner og gaver. Lige nu kan jeg leve livet som en sommerfugl, fra nu til nu. Jeg kan gøre hvad jeg vil og er på eventyr.

I lørdags eksempelvis deltog jeg i inderlige, hellige, hemmelige ceremonier på Mysterieskolen. Herfra flaksede jeg til til Månefiskeren og dansede til Trypical Cumbia. Slog mig ned på den nærmeste stol, bag min dans, og faldt i snak med tre tyrkiske mænd og en dansk kvinde, som kendte mig som administrator på Selvets facebook side. Dem tilbragte jeg nogle timer med, og de var skidesøde. Een af dem var vokset op i Berlin og oplevede Murens fald, og det var superspændende at høre om hans beretninger. Dagen efter mødte jeg tilfældigt en anden af dem igen, og vi drak kaffe sammen, og han fortalte om, at han har arbejdet i ungdomsfængsel, og nu arbejder med de kriminelle på gaden. Det er SÅ spændende, at møde mennesker! Enhver bærer rundt på store historier og eventyr, og det er ligegyldigt hvilken form, farve, nationalitet, alder eller køn, disse mennesker har. Siden befandt jeg mig på Jazzklubben til det vildeste, fedeste Afro-Beat-Big-Band WhoAreYouPeople?. Sammen med mennesker, der vokser mere og mere til mine venner, og som også bærer disse fantastiske livshistorie-eventyr med sig, og gør dem til sig, med kanter, og skævheder, ligheder og uligheder, ar, mærker, stød, buler, unikke former og farver, krøller og krummelurer, der gør dem til dem de er. Omvandrende kunstværker. Og den nat kom jeg en sød, følsom honningbjørn, der havde drukket for meget gæret nektar, til undsætning, som en frelsende engel, og det var så fint det der skete den nat. Så uforglemmeligt fint, berigende, ekstatisk og smukt. Og bare et nu. Et fuldt, vidunderligt nu, som jeg med lethed kan slippe, for at strømme videre med livet. I en dans.

Søndagen var et nyt eventyr med sauna og hjertesøster, venner og mere musik. Der foregik en stor healing med en vigtig person, som har kunnet drive mig til vanvid. Der var nogle der passede på mig, det rørte mig så meget. Og fantastiske, vilde, frie, unikke RoWan spillede, og havde sin mor, som er nede på besøg fra Færøerne, med, som blev hyldet og som flere troede var hans kæreste, fordi hun er så fin og tidløs. Jeg gav hende et hjerte jeg længe havde haft i min frakkelomme, og som var fyldt med kærlighed.

Der er så mange andre og så meget andet. Spændende muligheder og bejlere. Livet som fortløbende bejler.
Jeg kan skrive for evigt, for at sætte ord på hele dette vidunderligt, vilde og smukke liv. En blomstereng.

Wonderfuel visioner vokser stille og i sin rette hast ud af det substansløse evige potentiale. Alting er en tanke, førend den bliver manifest.

Jeg tror virkelig på livet. Jeg tror på lykken. Jeg tror på kærlighed, og jeg tror på fred.

Må alt blive godt for alt og alle. Alt er godt for alt og alle. Hvis blot vi elsker det som er.

mlogan79-morning-butterfly_1024

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lydfryd