Christanshavn er blevet til det Vilde Vest

Livet forståes baglæns

Alting er gået hvirvlende hurtigt de seneste par uger…

Jeg spenderede nogle måneder i ør glæde og forelskelse, mit hjerte og min kreativitet boblede, jeg følte mig som lutter generøsitet, og i samme tid blev mit samvær med børnene åbenbaret igen. Jeg følte mig i sandhed elsket af Gud.
For nogle uger siden satte en ekstern, mig ligegyldig person, hælene i, og begyndte at ville korrigere og styre mit udfold på facebook og min blog. Det hele var besynderligt surrealistisk. Dette skyldtes, skulle det siden vise sig, et troldspejl og et intrigant rænkespil af en anden verden, der udsprang, som en forurenet kilde, fra og omkring den mand, jeg var blevet så ørt forelsket i. Plottet er faktisk nærmest til en Lars Von Trier film. Ruten fra sublim lykke til deroute, absurditet, trusler, magtudspil, diktatur mv, var så kort som det korteste strå.

Det er okay. Jeg synes det strå jeg har trukket i denne farce, er langt det længste. Mit sind absorberer læringen deraf. Jeg indånder ekspansionen af hjertes visdom. Et par dage med rystelser i cellerne, chok i sindet og i hjertet, er nogenlunde faldet til ro. Skrammerne får kærlig healing ved havet og af mit nye deltidsliv på landet. Jeg står helt fint her hvor jeg står, med optimisme, ro, glæde, tro, håb og kærlighed, åbent hjerte, åben favn og – bevidsthed.

Jeg tiltrækkes stadig af mudrede intimrelationer, jeg forelskes stadig i mænd med skidt og bedrag i bagagen. Så ved jeg dét. Reorientering, omstrukturering af prioriteter. Jeg tager ved lære. Tak liv, fordi du er så kærlig, at vise mig mine blinde punkter. Og det positive er, at jeg denne gang var i stand til at skynde mig at gå, frem for at drages dybere og dybere ind i Helvede…
Ja, jeg føler mig elsket af Gud. Og at blive forsøgt givet mundkurv på, fik for alvor gang i mit skriveri igen. Så paradoksalt nok, var alt dette yderst gavnligt for mit kreative udfold.

Jeg returnerede fra kærlighedsferie i Hamborg for 16 dage siden. Dagen efter fik jeg at vide, at børnenes far havde besluttet at flytte til Faxe Ladeplads med dem, i det hus ved vandet, som han ikke har kunnet få solgt og hvor vi sammen boede engang. Jeg følte mig kastet ind i en hvirvelvind af forvirring, og behov for bratte beslutninger. Nu er jeg her ved havet, i et romantisk mini gæstehus. Og det er det rette.

Jeg ved ikke om der var noget med stjernekonstellationerne i går. Men livet besluttede at mase løs på mig fra adskillelige sider. Jeg blev forpustet, med voldsom uro i mit hjerte, jeg fik for meget, og mit hjerte eksploderede blodigt og som et jordskælv. Således græd jeg. Gråden er en velsignet gave, vi har, til renselse, forløsning. Jeg sad i solen med solbriller på, og lod det løbe af mig. Der var en smerte, som ved veer. Jeg kunne ånde gennem den, være i den, med den, holde den, mens jeg også kunne navigere den ud til siden, for at være klar og nærværende med mine børn, i det tidsrum dette var behøvet, nødvendigt, vigtigst. Da de blev puttet af deres far i det ene hus, lagde jeg mig i min seng i det andet hus, og græd. Det var som en fødsel i går. Endnu en reinkarnation i levende live. Efter en tid lettede presset og livet rejste mig op. Jeg gik ned og kastede mig i havet, dette tyste, fløjsbløde, vuggende, velsignende mirakel. Og så var jeg renset. Det var overstået.

Ja, vist gør det ondt
*
Ja, vist gør det ondt, når knopper brister.
Hvorfor ville foråret ellers tøve?
Hvorfor ville al vores brændende længsel
bindes i det frosne bitreblege?
Hylsteret var jo knoppen hele vinteren.
Hvad er det nye, der tærer og sprænger?
Ja, vist gør det ondt, når knopper brister,
ondt for det der vokser
og det der lukker.
*
Ja, nok er det hårdt, når dråber falder.
Skælvende af ængstelse, tungt de hænger,
klamrer sig til kvisten, hæver, glider ?
vægten trækker dem nedad, selv om de klamrer.
Svært at være usikker, bange og delt,
svært at føle dybet trække og kalde,
alligevel blive siddende tilbage og bare dirre ?
svært at ville blive –
og ville at falde.
*
Da, når tingene er værst, og intet hjælper.
Brister i jubel træets knopper.
Da, når frygten ikke længere dem holder
falder i et glitter kvistens dråber
glemmer, at de var skræmt af det nye
glemmer, at de var bekymrede for rejsen.
Føler et sekund sin største tryghed,
hviler i den tillid,
der skaber verden.
*
~ Karin Boye

Det er bevægende og overraskende, at være vendt tilbage til her, hvor jeg boede fire år, dette tog sin afslutning for fire et halvt år siden. Afslutningen var traumatisk. Det har mange af mine afslutninger været. Jeg bemærker, når jeg færdes omkring her, møder og genser mennesker jeg kendte og omgikkedes, ser steder, bemærker dufte, at sindet har kastet slør hen over visse egne af erindringen. Minder bliver halet frem fra gemmerne, det føles som når man trækker en blød papirserviet op af dens papæske. Denne bløde, lette modstand, og så denne næsten umærkelig lethed, når servietten har sluppet. Som lyset der kærligt kaster en stråle gennem et snavset vindue, og i strålen danser millioner af partikler, og samler sig fra noget ubegribeligt og uhåndgribeligt, en falmet pastelfarvet drøm, et sløret og laset fotografi med krøllede kanter, til et sagte, insisterende dans af liv igen. Det hele er der stadig. Intet forsvinder, og dog er alting nyt. Jeg har altid været og vil altid være den samme, og dog fornyes jeg for hvert et åndedrag og skridt jeg tager. Livet føles blødt og godt.

Jeg fik besked i går, at den seneste instans jeg har søgt hjælp hos, for en psykiatrisk udredning, ej heller kan hjælpe mig, idet de ikke mener jeg hører til i psykiatrien (heller). De anbefaler mig, at søge en advokat, og køre sagen om børnene og mine fulde fem, gennem statsforvaltning og retsinstanser. Det føles absurd. Jeg og børnenes fader samarbejder nu. Jeg ser mine børn dagligt, stort set. Jeg er stillet gæstehus til rådighed, for samvær med mine børn, på hans grund. Og vil jeg erklæres ‘normal’ og tilregnelig, ufarlig for mine børn, skal jeg gennem retsinstanser MOD ham, for at ‘vinde’.

I går bankede fortiden og de hæslige dynamikker imellem os, på et øjeblik. Det er fuldt ud forståeligt, for alting er trævlet op, og skal væves til noget helt nyt nu. For og i et fælles ønske om en kærlig, forudsigelig og tryg opvækst for vores fælles guldbørn. Og vi er tilbage hvor vi startede, en ring er sluttet.

Et nyt niveau nu.

white-flags

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Christanshavn er blevet til det Vilde Vest