Forår

50 Shades of Shit

Pia Kjærsgaard roste den stort i pressen, da hun havde set den. Omsider fik jeg selv set den berømte ’50 Shades of Grey’. Endnu engang må jeg sande, at der ikke er meget jeg er enig med Pia Kjærsgaard i…

Jeg har ikke følt mig ansporet til at læse triologien, som er blevet en super-bestseller; til trods for, at jeg fik første bind i gave af en ex engang. Jeg læste en engelsksproget bekymrende anmeldelse over filmen for måneder tilbage, og besluttede mig for at ville se den, for at vurdere selv. Det har jeg så nu gjort.

Om jeg begriber hvorledes dette plot har grebet så mange kvinder, og fået dem til at sukke længselsfuldt efter at blive domineret. Det er faktisk direkte bekymrende og yderst tankevækkende.

Det er en mystisk verden vi lever i, hvor en psykopatisk og misbrugt mand glorificeres i en bog triologi, der siden bliver til en stort opslået film. Jeg vil sige der var rigeligt gær i, og at det hele vist er hævet ud over kanten på skålen.

Jeg har været i de rædselsfulde forhold med knudemænd, med skadede mænd, med sygeligt selvoptagede mænd, med sexbesatte mænd. Jeg har været omkring, og jeg har oplevet lidt af hvert. Jeg siger det uden at tøve: Der er intet eftertragtelsesværdigt i at relatere til mænd, der vil kontrollere deres kvinde, mænd der er ekstremt optaget af deres egen vinding og selveksponering. Mænd der i virkeligheden ikke kan elske.

Jeg tænder ikke et miligram på det plot, og jeg kan oprigtig talt virkelig ikke forstå, hvorledes den historie kunne blive sådan en succes.

Det rene i filmen er, at Mr. Grey er ærlig og oprigtig omkring sin egen sygelighed. Han sår ingen blår i den unge JOMFRU, som han intimiderende forfører, og langsomt væver ind i et dominant, forskruet, seksuelt forhold. Med gaver som bil, og smarte flyveture, og al den lir der kan svæve rundt omkring en stenrig, forkvaklet glat-som-en-ål-bandit-i-habit-forretningsmand.

Det er ikke en dragende situation eller en smuk historie. Det er en tragisk og sørgelig historie, og jeg forstår ikke hvorfor den er blevet præsenteret som attraktiv i de år ’50 Shades of Grey’ åbenbart har gjort kvindetrusser våde.

På hvilken måde, skulle det være attraktivt, at skulle forholde sig til en mand, der fremfører en omfattende kontrakt, hvori groteske krav skal underskrives?
Vi ser en uskyldsren kvinde, der skal forholde sig til en mand, der ud af det blå dukker op i hendes private bolig og forskrækker hende, en mand der ikke vil sove i seng med hende, en mand, der ikke vil romantik, som nægter hende at berøre ham, med mindre hun har fået lov, en mand med en aggressivitet, han udfolder i dominante sexlege, i hans dertilrettede ‘legerum’ og i følelsesmæssig voldelighed. Hvormed han ønsker at installere kvinden i hans hjem i et eget værelse. Hvori 15 før hende har været installeret.

Kvinden bliver forelsket i manden, og det er naturligvis en interessant skildring at se hvorledes hans opstillede facade småt krakelerer, og han vil have, eje og besidde kvinden. Som går fra ham, men som jeg forstår, er der to flere afdelinger i triologien, hvori vanviddet fortsætter.

Det er ikke en lykkelig historie. Jeg forstår ikke hvorfor historien er blevet grebet som en erotisk fortælling, når det der egentlig beskrives, er et sygeligt og følelsesmæssigt dybt dysfunktionelt og voldeligt forhold mellem en psykopat og en kvinde der elsker for meget. Vel at mærke omtales det, at hans dominans handler om kvindens nydelse, men man bliver sindssyg og smadret, af at skulle indgå i følelsesmæssig vold, for at få ekstase. Personligt siger jeg nej tak til den slags, og ønsker mig rene kærlighedsforhold mellem mennesker, fremfor denne mutation, som i mine øjne blandt andet er fostret af den patriarkalske tankegang og pornoindustrien.

Ja, jeg er ihvertfald ikke imponeret!

Men du kan jo vurdere selv her, hvor den ligger til online streaming.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forår