Ammehjerne version 38

De 8 principper bag I favn forældreskab

Da jeg fødte mit første barn for 17 1/2 år siden, var jeg ikke bekendt med begrebet I favn forældreskab(på engelsk Attachment parenting). Jeg var blot bevidst om, at jeg tog afstand fra den opdragelse jeg selv havde været udsat for, som lå i tidens tendenser i 70’erne, hvor kvinden var kommet på arbejdsmarkedet og blot havde mulighed for 14 ugers barsel. Det var dengang man mente, at børn havde godt af at få fyldt lungerne med luft, ved at skrige, og at spædbørn ikke skulle ‘forkæles’, ikke skulle tro de ‘kunne manipulere og styre familien’. Fuldstændigt grotesk. Jeg har tidlige minder, som rummer dyb desperation, afmagt og oplevelsen af at verden var et ondt sted, netop ved at være ladt alene med gråden indespærret i en tremmeseng. Man knækker jo mennesker på den måde…

Jeg læste De Kære Børn af Anna Wahlgren, og tog opdragelsen fra hjertet. 4 af mine 5 børn er født ved hjemmefødsler. Jeg vidste så lidt om fødsler ved min første fødsel, og var bange for at skulle genere mine naboer, underboer og overboer dengang, da jeg havde hørt om skrækscenarierne med flere døgns fødsler i smerte, og besluttede derfor at føde på hospitlet – Skejby sygehus. Men fødslen gik meget let. Jeg kunne ikke accpetere at min nyfødte baby skulle ligge i den plastickasse de stillede til rådighed, så jeg sov naturligvis med hende i sengen. Og ville bare hjem fra det hospital så hurtigt som muligt.

Jeg har sovet med alle mine børn, og jeg har båret alle mine børn i slynge rigtig meget. Jeg har ammet dem så længe de ville, og jeg har holdt så meget orlov, ferie og fri med dem som muligt. Eksempelvis prioriteret IKKE at være travl karrieremor, men havde små jobs, være selvstændig og have mulighed for at holde skoleferier med mine børn, og lade dem have korte dage i institution. Og nu går alle mine skolebørn så i Steinerskoler, og på den måde kan man sige, at mine børn egentlig ER opfostret efter I favn principperne, selvom jeg kun har kendt til begrebet i nogle år og har udfoldet principperne længe før, jeg kendte til dem 🙂 Det er bare det som har føltes rigtigt…

Jeg husker jeg læste om det japanske udtryk cava(tror jeg det hedder), der betyder den trygge flod, og er betegnelsen for rummet mellem forældrene i sengen, hvor barnet sover mellem forældrene som flodbredder.

Min Lotus, som nu er 37 uger – snart 9 måneder – & jeg har stort set ikke været adskilt. Der har maximalt været tale om en halv time, få gange, indtil videre.

Hovedbudskabet bag opdragelsestilgangen I Favn er tæt kontakt. Derfor indebærer det både langtidsamning og så lidt adskillelse som muligt.

Her er de 8 I favnske principper:

1. At forberede fødslen med I Favn

Princippet
At du træffer et velinformeret valg om, hvordan dit barn skal komme til verden, er med til at give både dig og barnet en positiv oplevelse af forløbet ifølge opdragelsestilgangen I Favn.

Den praktiske løsning
Hjemmefødsler er udbredt blandt tilhængere af I Favn, da man tror på, at barnet, allerede fra det åbner øjnene første gang, danner sig et indtryk af den verden, han er født ind i.

2. At give følelsesmæssig opmærksomhed

Princippet
Vær nærværende. At du forstår og reagerer på dit barns følelsesmæssige behov, er en af hjørnestenene ved principperne I Favn. Vær fysisk til stede med dit barn.

Den praktiske løsning
Mange vælger at være hjemmegående en periode af deres liv eller at tage ekstra orlov.

3. At amme

Princippet
Amning er både et måltid og med til at skabe en særlig samhørighedsfølelse mellem mor og barn.

Den praktiske løsning
Amningen behøver ikke at stoppe helt, fordi du begynder at arbejde igen. Så kan barnet for eksempel nøjes med at få en eftermiddagstår og en aftentår. Selvom du ikke ammer dit barn, kan du følge princippet ved at sidde med barnet, som om du ammede ham, mens du holder flasken.

4. At bære sit barn

Princippet
Tæt fysisk kontakt er en forudsætning for en god tilknytning. Dine bevægelser er med til at stimulere barnet, og derudover styrker du jeres følelsesmæssige bånd.

Den praktiske løsning
Mange bruger en slynge eller en vikle, der holder barnet tæt til kroppen, mens du kan bevæge dig frit. Når barnet bliver ældre, vil han blive tungere at bære samt selv få lyst til at komme ned og kravle eller gå.

5. At dele søvn

Princippet
At sove med dit barn sikrer tæt fysisk kontakt, og at du er lydhør over for dit barns behov om natten.

Den praktiske løsning
Hvis det er for meget for dig at have barnet til at sove oppe i sengen, kan du i stedet have barnets seng ved siden af din egen, eventuelt med den ene side nede, så sengene er forbundet. Alternativt kan du nøjes med at sove i samme rum som dine børn.

6. At undgå hyppige og langvarige adskillelser

Hyppige eller langvarige adskillelser kan være med til at forstyrre udviklingen af den stærke tilknytning mellem mor og barn. Hvis du venter med at være længe væk, til han har udviklet et sprog, så kan han forstå og overskue længden af adskillelsen.

Den praktiske løsning
Mange vælger en deltidspasningsordning. Det vigtige er at sikre, at dit barn har en anden omsorgsperson end dig at knytte sig til, og derfor foretrækker mange en dagplejer i stedet for vuggestuer, hvor barnet ikke altid oplever den samme pædagog.

7. At opdrage blidt og positivt

Princippet
Positive opdragelsesmetoder og kærlig vejledning er i fokus. Undgå at hæve stemmen og at skælde barnet ud.

Den praktiske løsning
Det er ikke positivt for et barn at få nej, når han undersøger nye ting. Det kan fx være en løsning at børnesikre skabslåger i børnehøjde. Samtidig er det vigtigt at give barnet et positivt alternativ. I stedet for at sprøjte med vand i køkkenvasken kan han måske få lov til at komme i badekar og pjaske løs der.

8. At skabe balance i dit familieliv

Princippet
Selvom er spædbarn kræver meget opmærksomhed og tid, må spædbarnet ikke blive styrende ifølge I Favn. Derfor er det vigtigt, at du som forælder tager vare på dig selv, for eksempel ved at prioritere motion, stilletid og sund kost.

Den praktiske løsning
Du behøver ikke være hjemmegående hele dit liv og helt opgive et eventuelt ønske om en karriere. Det kan være, at du gør det i en periode, mens børnene er små.

23467301_10212841205736362_2225873607943810626_o

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ammehjerne version 38