Julehjælp - liste over steder der uddeler

Hvor går man hen for at græde

I mange år har jeg fabuleret om, at jeg vil skrive en bog, der hedder ‘Hvor går man hen for at græde’. Jeg tror aldrig jeg får den skrevet, men jeg har vel efterhånden været alle steder og græde, og jeg er så taknemmelig for der hvor jeg er nu, i livet, med mig selv og min omverden. Et varmt, trygt og stærkt sted. Jeg er ved at gennemlæse gamle blogindlæg, for at se hvad jeg vil gemme og gen-publisere, og hvad  jeg vil slette. Her fandt jeg min beskrevne forklaring på min hang til sætningen, som stammer tilbage fra den beskrevne oplevelse i begyndelsen af dette årtusinde. Alting blev endda meget værre siden da, et utal af flytninger forekom, jeg skulle blive mor til mange flere – det største i verden for mig – og mit liv skulle splintres i atomer, for at samles påny og påny igen. Jeg er en af dem der overlever. Som en korkprop flyder ovenpå. Som en mælkebøtte bryder gennem asfalt…

Jeg husker en nat for længe siden. Jeg var svimmel af træthed og udmattelse. Den rungende fortvivlelse over at være alene, overladt, råbte højere end mit mod og positivismen, denne nat. Zilas var spæd, og de to små lå i soveværelset ovenpå, sov blidt. Jeg sad i køkkenet, på gulvet, lænet mod en skabslåge, i mørket. Behøvede et åndehul, var skærende træt gennem hele mit system, mit hjerte syntes at briste. Vedvarende tankestrømme løb gennem mit system: ‘Jeg kan ikke mere, jeg har ikke flere kræfter, jeg behøver hjælp, nogen må tage over’. Jeg sad der, hang der, i dyb afmagt over den store opgave, alene med de to små, med studiet, min saboterende eksmand, der tilbød så meget ustabilitet, uligevægt, og jeg følte at den sidste kraft sev ud af mig. I smerten og håbløsheden løb tårene tunge og våde ned af mine kinder, en klagende hulken udstødtes i mørket mod intet mål. Jeg hørte Benny Andersens ord i den rungende stilhed: ‘Ingen er faste og ingen er fri, hvor går man hen for at græde. Vis mig dit ansigt før alt er forbi, så er vi begge til stede’.

Hvor går man hen for at græde? Jeg følte en eksistentiel kulde skære gennem mine knogler, følte en byrde for stor til mine skuldre, tyngden der pressede mig i gulvet. Følte at mit sind og mit fysiske væsen havde ydet sit yderste, at min favn havde spredt sig så langt den kunne, men stadig ikke var stor nok. Jeg var en halvt livløs substans på gulvet i mørket, åndede tungt og uden vilje. Hvor går man hen for at græde? En stikkende ensomhedsfølelse piblede igennem mig, og alting, alle anstrengelser, synes meningsløse. Det var umuligt at finde en mening? Og øjensynligt umuligt at finde kraft.
Jeg var hjælpeløs og uendeligt svag.

Men det underfundige indtraf på et tidspunkt, da jeg havde klaget længe nok, følt selvmedlidenhedens strømme, følt afmagten, håbløsheden, meningsløsheden, følt mine muskler tomme for yderlige virke, grædt så længe at jeg til sidst bare var tom. Mine tankemønstre ændrede karakter, fra mit indre rejstes en søjle af kraft og lys. Der blev indhentet eller givet mig et ekstra lager af energi fra en ukendt kilde. Det blev således i mine tanker: ‘Jeg kan ikke mere, men ingen andre gør det, så det skal jeg, og det kan jeg, og det gør jeg’. Og så gik jeg fortrøstningsfuld i seng og sov med bløde drømme, og stod næste morgen op, beriget. Således så jeg at der findes en kilde større end jeg forstår, at der er et sted at hente ressourcer fra, når de egentligt synes udtømte.

rain-nature-animated-gif-17

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julehjælp - liste over steder der uddeler