Barndommen genudsendes ikke

Medafhængighed

Denne tekst skrev jeg tilbage i 2011, men dens indhold er for så vidt tidløs og evig relevant, og således værdig at dele igen:

codephandcuffs

Begrebet medafhængighed er typisk brugt i forbindelse med at være barn af – eller partner til – en alkoholiker eller anden form for misbruger eller dysfunktionelt fungerende personlighed.

Jeg er barn af 2 alkoholikere. Blot det at nævne det vækker stadig en vag skamfuldhed og en art skyld, for jeg ved, at det er ildehørt hos visse involverede. De ser sig ikke som sådan. Og skulle de bøje sig for det faktum, så vil de under alle omstændigheder skynde sig at forklare, at det slet slet ikke er deres ansvar, men i reglen DIT ansvar. Dysfunktionelt fungerende personligheder har MEGET svært ved at tage ansvar for deres egne gerninger.

Når det abnorme bliver norm

Jeg har nu i så utrolig mange år løbet omkring i verden, som en forskræmt og forvirret lille pige, har banket på alle de forkerte døre, og indgået ‘aftaler’ der har mindet om pagter med djævelen selv, i forsøget på – dels at være sød og god og rigtig og perfekt, og også for at lade som om, at jeg er ‘helt normal’.

hvor-kommer-min-medafhaengighed-fra

Man er ikke ‘helt normal’, når man er opvokset som ‘medafhængig’. Ens normalitet er i normale sammenhænge dybt unormal, det abnorme bliver norm. Når du vokser op i dysfunktionalitet, ved du jo ikke det er dysfunktionelt. Jo vist kan det føles strengt og lidelsesfuldt, føles ondt og tungt, føles trist og trangt, men når du ikke kender andet, jamen så er dette din normalitet!
Mine forældre gjorde det, som alle andre forældre gør det, så godt de kunne. Og jeg elsker dem og er dem dybt taknemmeligt for gaven de gav mig – livet. Også for den historie de gav mig, for den og intet andet, har formet mig, og ansporet min bevidstgørende rejse.

Når dit fokus ligger udenfor

Når det er sagt, så vil jeg også definere den form for lidelse, der vokser frem af dét at vokse op som ‘medafhængig’. Du mister kontaktet med dig selv. Dit fokus ligger ikke indeni, men udenfor, og du er konstant ansporet til at føle andre menneskers følelser, søge at pleje rummet omkring dig, har opmærksomhed intenst fokuseret på de skift der foregår i dine (utilregnelige) medmennesker. Det er slidsomt.

Som barn var jeg rædselslagen for at være forkert. Og jeg var altid forkert. Jeg begik altid fejl. Og jeg var rædselsslagen for at disse fejl skulle blive opdaget – og straffet. Rædselsslagen for at det ville blive opdaget at jeg ikke var et ‘rigtigt’ menneske. Rædselsslagen for at det ville blive set, at jeg havde mørke tendenser indeni, begær, vrede mv. Der var ikke oprigtigt plads til mig, for al den lidelse som mine forældre bar på, levnede ikke rigtig plads til at jeg som frit individ kunne udfolde mig. Så jeg løb og løb for at gøre dem glade og stolte. Og jeg var så dygtig og pletfri i mit skolearbejde, og da jeg startede som pony springrytter, og løftede det til at deltage i store stævner på landsplan og til Danmarksmesterskab, var der bare så meget at være stolt af. Men der var også langt at falde…

Nederlag

Jeg husker engang, det var dagen efter min sidste skoledag i 9. klasse, hvor jeg drak mig fra sans og samling inden jeg blev hentet hjem kl 22, fordi jeg skulle til ridestævne næste dag. Jeg blev hadet af mine forældre for det, for jeg skulle opfylde min pligt. Stævnet gik dårligt, mine forældre var fulde, og de anklagede mig, hadede mig, frøs mig ud. Jeg måtte ikke sove i vores til formålet medbragte campingvogn ved stævnet, og sov derfor i stævnestalden hos min pony. Min far var berygtet til disse stævner, fordi han fuld overfusede mig, når klasserne gik skidt. Han fik advarsler om bortvisning og karantæne, hvis det fortsatte. Så nogle talte min sag, men det var stadig disse berusede, vanvittige mennesker jeg skulle køre med hjem i bil og leve med, når ingen så på.

Hvis jeg bare var mere dygtig og sød

Jeg læste mange år efter, i en gammel dagbog fra da jeg var teenager, at jeg sådan ønskede at jeg kunne få tilstrækkeligt styr på mig selv, så jeg kunne gøre mine forældre lykkelige.

Som medafhængig er dine medmenneskers lykke og velfærd under ingen omstændigheder deres eget ansvar, men hviler som et tungt åg på dine skuldre, og du okser og løber, og står på hovedet og hopper på tungen, for at stille dem tilfreds. Og det lykkes aldrig. Og når de er utaknemmelige, bliver du også vred og rasende, eller dybt ulykkelig, selvbebrejdende og selvdestruktiv. Og alt kører i ring. For så kan de bebrejde dig, og du kan siden bebrejde dig selv, for ikke at være perfekt, og for at være disse mennesker til gene…

codependence-5

Tab

Jeg mistede mig selv i denne dynamik. Jeg koblede op, ikke blot een, men hele to gange, med mænd som udfoldede en høj grad af dysfunktionalitet, og skabte med begge, to børn. I disse forhold udfoldede jeg min egen form for dysfunktionalitet og i høj grad medafhængighed. I disse forhold levede jeg det meste af tiden i pinsel og ulykke. Der var vold, der var kaos, der var hjerteløshed. Og hele tiden kørte min offer mentalitet en konkurrence med min indre strenge dommer, der skiftevis overhalede hinanden både bogstaveligt og overført, i diskussionen om hvorvidt det var synd for mig eller min helt egen skyld.

Befri dig selv

Det kan være næsten umuligt, at bryde ud af en sådan dynamik. Når dette er hvad du har lært fra siden du kom, jamen hvordan i alverden skal du så kunne slippe ud? Når denne abnormalitet er blevet norm. Og når du, selv om du godt kan se, at det ser ud som om, der er andre, der lever og udfolder på en anderledes måde, ikke selv kan, og så er det eneste du kan uddrage, at du, som menneske, må være helt og aldeles korrupt og forkert. For DU kan ikke, men de kan.

Det kræver et modigt og stærkt hjerte, det kræver vilje, at slippe ud. Men det er muligt, gudskelov er det muligt. Men vejen er til tider ufattelig hård, og du vil møde dig selv igen og igen, i situationer, hvor du giver dig selv væk på en ikke hensigtsmæssig måde og mister dig selv, i forsøget på at stille andre tilfredse. Så de kan være tilfredse med dig. Så du kan være (pseudo)tilfreds med dig selv.

Det aller aller første skridt, og et meget vigtigt skridt, er at række ud. Og erkende at du ikke alene kan bryde en sådan dynamik, da den ligger indlejret i hele din grundsubstans. Det er smukt og modigt og stærkt, at hejse det hvide flag, overgive sig, lade en anden, der er nået længere på vejen mod befrielse, være din vejviser. For i sandhed er du ikke alene. Og du ER smuk og fin og helt perfekt i din imperfektion.

Vi har alle smerte og vi har alle mørke. Og erkendelsen af dette, er lige som det skal være, i dette nu, på dette stadie af vores bevidste evolution.

Vær dig selv nådig og kærlig.

 

   

13 kommentarer

  • Would you mind if I posted this piece of content on my web site? I would give you credit and a link back to your site. Appreciate it, and please let me know here!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte Nabe

    Puuha Pia – det er hård læsning! Jeg sidder omgivet af 6 unger (dog ikke alle mine egne 🙂 og glemmer dem helt når jeg læser din historie, som jeg jo som en af de få stod ved siden af og så på. Eller så gjorde jeg jo egentlig ikke for en alkoholikers største kunst er jo kunsten af sætte en facade op, og det kunne de jo dine forældre.
    Jg har ingen smarte kommentarer og jeg tror ikke på lette løsninger. Jeg håber du får den profesionelle hjælp du har brug for og i mine ønje krav på. Og så ønsker jeg dig alt det bedste! Knus fra Gitte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stellar work there everyone. I’ll keep on raednig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I love these atrcleis. How many words can a wordsmith smith?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rhonda

    Tak for du deler dette Olympia, du er en meget modig, smuk og stærk kvinde nu! Tak for du folder dine smukke rosenblade ud og lader nogle af dem falde og flyve ud til os! Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • admin

      Tak selv, smukke Rhonda, og hvilken smuk poesi
      :o)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • inge laulund

    Kære du…mange tak for din historie. Jeg kan se så mange ligheder med min egen opvækst. man tænkte dengang, at man var den eneste det havde det så dårligt med sig selv og hele tiden prøve at tilfredsstille verden udenfor. Efterhånden som jeg lever “mit eget liv”, i stedet for andres, synes jeg det er en stor udfordring at bevare ydmygheden, og ikke blive arrogant….men så må jeg jo kikke lidt på den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Gribende historie! Er selv barn af rusmisbrugere, og har oplevet de fleste af de ting du skriver om her. Og som dig, er jeg i dag taknemmelig for det jeg har oplevet, selvom smerten selvfølgelig er der. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I got what you mean , saved to my bookmarks , really good site .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Hej

    Der er hjælp at hente for med afhængige og dysfunktionelle voksne : kig på al-anon.dk eller aca.dk jeg kan osse kontaktes her på email ; tuni66@hotmail.com for en snak .. Jeg har været i programmet i 2,5 år og det er den bedste gave jeg har givet mig selv, jeg har fået en åndelig familie fyldt med kærlighed .. Kom og få kærlig hjælp i et anonymt fællesskab og vid at du er ikke alene.
    Alkærlighed
    Bettina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • admin

      Jeg kender godt til de meget fine fællesskaber, som er så smuk levende og udfoldet
      hjertevisdom !

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik

    Hvor er det rammende og smukt beskrevet! Jeg kan genkende så mange tanker og handlinger, selvom rammerne måske er/var anderledes.. Men jeg føler det befriende at læse din historie, da jeg selv først nu er begyndt så småt at gøre op med mange tillærte adfærdsmønstre og overspringhandlinger og du har så ret i, at det er så umådeligt svært til tider. Men med små skridt, ved jeg og er fast besluttet på, at det vil lykkes at komme op at stå igen og blive det menneske jeg inderligt ønsker at være..

    Tusind tak for at du delte!!

    Kærlige tanker,
    Henrik

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Det var meget opmundrende at læse. Så smukt <3 Tak fordi du deler din sejer! Og stort tillykke med at erkende hvor langt du er nået på din udvikling.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Barndommen genudsendes ikke