Give away: Krystal faceroller i rosakvarts eller jade

Ubådssagen: Etisk appel til medierne

Vi kom hjem i dag, fra et harmonisk og børnevenligt minicruise til Oslo. Undervejs hjemad gennem de Københavnske gader i bil, falder mine øjne på en spiseseddel midt på fortovet, hvor der atter refereres til den bestialske, uhyrlige Ubådssag…  Jeg husker hverken ordlyden eller hvilken avis(jeg kan dog tiltænke, at det var Ekstrabladet), det eneste jeg så og som har gået mig på siden, var ordet ‘dødsporno’…!

Det gør mig bekymret, jeg får ondt i maven, og bliver både ked af det og vred. Jeg vil ikke se den slags ord midt på gaden, hvor børn færdes! Jeg gør hvad jeg kan, for at skærme mine børn mod verdens vanvid og den groteske Ubådssag, som udfolder sig mere og mere sygeligt, afvigende og morbidt. Vi ser aldrig nyheder herhjemme, da jeg ikke ønsker børnene skal fordres med ulykker, tragedier, krig og kaos. Jeg harcelerer hver fredag over, at nyhederne kører midt i bedste sendetid, lige mellem optrædener og afgørelse i Xfactor og haster altid over på Ultra, for at skærme mine børn mod disse dårligt programsatte nyheder.

Og nu kan vi så knapt gå på gaden mere, fordi mine mindre børn, der kan læse, kan risikere at se ord som ‘dødsporno’ midt på gaden?! Jeg ønsker ikke sådanne ord skal være en del af mine børns vokabular eller at den slags ekstreme, afvigende seksuelle tilbøjeligheder skal være en del af deres bevidsthed. Det er fuldstændigt langt ude, at man ikke kan få lov at vælge og fravælge, hvad ens børn skal forholde sig til. Det er så absolut ikke en nødvendig del af mine børns dannelse, at de behøver vide hvad ‘dødsporno’ er, når de er 7 og 9 år!

Min appel til medierne er: Tænk en smule mere over etik og befolkningen som helhed, end over hvad der sælger. Lad venligst være med at skrive sådanne ord på spisesedler, der er tilgængelige for børns øjne midt i offentligheden. Pornoblade må ikke stå i børnehøjde i kiosker mv, så kan det fandme heller ikke være rigtigt, at der må stå ‘dødsporno’ i ord midt på gaden. Vær nu søde, at bidrage til en sund og etisk dannelse af vores efterkommere, fremfor at bidrage til verdens hastigt stigende mutation.

Ingen – og mindst af alt børn – har brug for, at læse ord som ‘dødsporno’ midt på gaden. Alle ved hvor forfærdelig den sag er og der må være frit valg, om hvorvidt man ønsker at erhverve sig dybere viden om detaljerne i denne afstumpede, forfærdelige sag.

I Politiken stod der d. 10. marts 2018:

“Sagen er både ekstrem og ekstraordinær. I sin brutalitet. I sin bestialitet. I sin afstumpethed. Meget er på spil. Også for pressen. Det er ikke nogen nem sag at dække.

Pressens opgave er at balancere offentlighedens legitime interesse i sagen med hensynet til offeret og de pårørende. For selv om anklagemyndigheden fremlægger ekstremt detaljerede oplysninger om Kim Walls lig, skal vi ikke per automatik viderebringe dem.

Politiken er – som andre medier – redigeret efter reglerne for god presseskik. Heraf fremgår, at ofre for forbrydelser og deres pårørende skal »vises det størst mulige hensyn«. Derfor vil vi undlade at viderebringe nogle af sagens mest detaljerede og makabre oplysninger.”

Politiken

skaermbillede-2018-03-28-kl-17-51-54

Tak fordi du læste med! Skriv gerne en kommentar, hvis du føler for det. Kærligst, Olympia
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Give away: Krystal faceroller i rosakvarts eller jade