Dans til livets trommelyd

Ordblomster bølger ud fra min sjæl. Dette sted i livet, dette forår, er smukt. Mens verden hvirvler, og på mange måder og områder opfører sig mere og mere forrykt, med fokus på kontrol, effektivisering og den gale vækst, maser jeg mig dybere og dybere ned i eksistensens lykkelige enkelhed.

Alting lever, uden anstrengelse. Planeter snurrer rundt om hinanden i det ganske univers, solen står og og går ned, danser sin evige dans med månen, havene bliver høje og så lave, årstiderne overtager gnidningsløst stafetten fra hinanden, fugle kvidrer, plantevækster bryder op fra jordens mørke, hjertet slår, vejrtrækningen består, livet skabes og forgår.

Alting åbner sig og livet byder sig til. Der er så meget, at række ud efter. Så meget at se, sanse, drikke, smage, dufte, høre, mærke, gøre, være, undlade, vælge, fravælge, modtage. Jeg lader det ske, og smiler på rejsen. Jeg vil ikke have det, af livet, der ikke vil have mig. Jeg vil ikke kæmpe forgæves, jeg vil ikke banke hovedet mod uoplåselige døre, ikke længes, ikke tro, at livet er modbydeligt og meningsløst.

Det regner med gaver, som var det stjernebeskudte nætter, som augustnætterne, med Laurentius tårer. Min kanal står på ‘modtag’, og helt gnidningsløst forvandler livet sig mellem mine fingre, blødt, som vejende silke i vinden, som flydende honning gennem mit slidte, chokerede væsen. Livet behandler mig pænt, alt imens jeg hver dag søger at gøre det samme mod livet.

Hjerteslag, som en dyb tromme fra eksistensen. Det handler blot om at lytte ind, danse ind i rytmen. Alt er puls, energi, følelser, stemninger, i former, toner, rytmer, farver. Puls. Dansende puls.

Stilstand, i mørke, beder mig indimellem om at gå i hvile, tilbagelænethed, afsondrethed, og jeg trækker mig derind, og lader evolutionens fødsler af højere og friskere energi, større visdom og bevidsthed, folde sig frem, i denne uforståelige ekspansion, vi lever med i.

Jeg åbner mine øjne hver dag, og kigger på verden igen, som er den et vid-underligt mirakel. Jeg tager mine venner i hænderne og i hjerterne, og slipper de som ikke er kalibrerbare, og aldrig var det, men som var mine læremestre og jeg deres, i denne besynderlige selvafvikling, på rejsen mod forståelse, visdom, væren.

Ære være livet, og må alt blive godt for alt og alle!

971611_663232930361256_662239837_n



EmediateAd


Tilføj en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.