I dag ville Tove Ditlevsen fylde 100 år

skaermbillede-2017-12-14-kl-12-26-57
Det er en stor dag i dag. I dag for 114 år siden udførte brødrene Wright som de første mennesker nogensinde den første motordrevne flyvning i 4 sekunder. Sidenhen fik de endnu større succes med at være luftbårne, og i dag er global flyvning en helt ‘naturlig’ integreret ting, i vores virkelighed. For 101 år siden i 1916 – Ved den første danske folkeafstemning med deltagelse af kvinder, stemte 284.000 for at sælge De dansk vestindiske øer, mens 158.000 stemte imod. I dag i 1503 blev Nostradamus født, fransk astrolog og læge (død 1566), og på denne dato i 1546 blev Tycho Brahe født, dansk astronom (død 1601).
I dag for 100 år siden blev Tove Ditlevsen født. I år er hun blevet erklæret for årets klassiker. Derfor vil jeg i den grad hylde hende og hendes bidrag til verden. Tove Ditlevsen har haft væsentlig betydning for min egen litterære dannelse. Jeg elsker også Anne Linnets fortolkninger af hendes poesi, i Barndommens gade.

Tove Ditlevsen, der som sagt blev årets klassiker i 2017, formåede med sine værker om opvækst, ægteskab, moderskab og misbrug at nå ud til mange mennesker. Pigesind, kvindesind, blinkende lygter og barndommens gade skylder vi Tove Ditlevsen.

Blå bog

Født: 14. december 1917 på Vesterbro i København. (I hele sin levetid fastholdt hun, at hun var født i 1918, og mange værker har derfor det årstal).

Død: 7. marts 1976 (selvmord).

Uddannelse: Mellemskoleeksamen fra Matthæusgades kommuneskole i København, 1932.

Debut: Til mit døde barn, digt udgivet i tidsskriftet Vild hvede (nu Hvedekorn), 1937.

Debut i bogform: Pigesind, digte. Rasmus Naver, 1939.

Gennembrud: Man gjorde et barn fortræd, roman. Athenæum, 1941.

Bedst kendte værk: Barndommens gade. Roman. Athenæum, 1943.

Litteraturpriser i udvalg: Emil Aarestrup Medaillen, 1954. De Gyldne Laurbær, 1956. Kulturministeriets Børnebogspris, 1959. Søren Gyldendal Prisen, 1971.

Seneste udgivelse:Samlede noveller. 2. udgave, Gyldendal, 2015.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Genre: Lyrik

Baggrund

”I Barndommens lange og dunkle Nat,/ brænder smaa blinkende Lygter,/ som Spor, af Erindringen efterladt,/ mens Hjertet fryser og flygter.// Her lyser din vildsomme Kærlighed,/ fortabt gennem taagede Nætter,/ og alt hvad du siden elsked og led,/ har Grænser som Viljen sætter. (…)”
”Blinkende Lygter” i ”Blinkende Lygter”

Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro i København i 1917. Hendes far var fyrbøder og barndommen var præget af hans fyring i 1924 og den efterfølgende fattigdom. Ditlevsens mor Alfrida var meget dominerende, og det komplicerede mor-datter forhold er tematiseret gennem forfatterskabet. Som 12-årig begyndte Tove Ditlevsen at skrive digte, og de blev et frirum fra de trange kår og den uberegnelige mor.

Selv om langt de fleste forfatterskaber blegner 10-15 år efter forfatterens død, så har Tove Ditlevsens mange bøger bevaret deres popularitet: også i dag virker de vedkommende, de læses og bruges af mange, og de tiltrækker stadig nye fortolkere.

Myten om hendes liv lever også endnu, ligesom hendes sårbarhed, hendes barske humor, hendes evne til at involvere sig i andre menneskers liv og problemer ikke er gået i den største af alle bøger – glemmebogen.

Tove Ditlevsen skrev digte, essays, noveller, romaner og masser af journalistik. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker.

Hun viste utallige gange, at hun selv var et sårbart og forslået menneske, som kendte til næsten alle livets omkostninger. Det gjorde, at hun kom utrolig mange mennesker ved, ikke blot som forfatter, men også som menneske.

Tove Ditlevsens forfatterskab hænger fra den første digtsamling ”Pigesind” til den sidste essaysamling ”En sibylles bekendelser” sammen. Hun fortæller i alle bøger historien om det “brændte” barn og dets hårde liv. Barnet støder sig – også som voksen – på tilværelsen, som er nådes- og næsten også glædesløs. Livet bliver derfor gennemtrukket af en smerte, som kan virke uoverkommelig. Det brændte barn er Tove Ditlevsen selv, for liv og digtning er ét hos Tove Ditlevsen.

I flere erindringsbøger startende med ”Flugten fra opvasken”, over ”Barndom og Ungdom”, ”Gift” og i ”Tove Ditlevsen om sig selv” har Tove Ditlevsen berettet om de forhold, hændelser og mennesker, der enten havde forvoldt smerten eller holdt den i live tilværelsen igennem.

En af smertevolderne hed det “skælvende og utrygge forhold”, hun i barndommen havde til sin mor. En anden smerteårsag lå i opbruddet fra det Vesterbro, hvor hun var født, og det miljø, hun var bundet til. Springet over på den anden side skabte en rodløshed i hende, som hun kredser om hele forfatterskabet igennem.

Hun lader sine personer gennemleve det samme, og i bøgerne er det kun kærligheden, der for en tid kan råde bod på følelsen af rodløshed og hjemløshed. Men kærligheden er i længden umulig, og derfor slettes smerten ikke ud. Meget i Tove Ditlevsens forfatterskab er dystert, men man finder både i erindringsbøgerne, i novellerne og i nogle af romanerne en egen barsk og grotesk humor, der selv om den aldrig forsoner, dog betyder, at det også er oplivende og morsomt at færdes med Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen var gift fire gange: først med redaktør på lyriktidsskriftet ”Vild Hvede”, Viggo F. Møller, 1940-42. Dernæst Ebbe Munk i årene 1942-45. Senere Carl Theodor Ryberg mellem 1945-50, og det længste ægteskab havde Ditlevsen med Victor Andreasen i årene 1951-1973. Tove Ditlevsen fik tre børn og adopterede i 1946 datteren Trine, der var datter af Carl Ryberg. Som 58-årig begik Tove Ditlevsen selvmord.

skaermbillede-2017-12-14-kl-12-29-00

Bibliografi

Titel Årstal Type
Pigesind 1939 digt
Slangen i Paradiset 1939 digt
Angst 1939 digt
Man gjorde et barn fortræd 1941 roman
De evige tre 1942 digt
Lille Verden 1942 digtsamling
Barndommens gade 1943 roman
Den fulde Frihed 1944 novelle
Tårer 1944 novelle
Det første møde 1944 novelle
For Barnets Skyld 1946 roman
Blinkende Lygter 1947 digtsamling
Den sidste gæst 1947 digt
Dommeren 1948 novelle
Appelsiner 1948 Novelle
Aften 1950 novelle
En flink dreng 1952 novelle
Paraplyen 1952 novelle
Nattens dronning 1952 novelle
Vi har kun hinanden 1954 roman
Jalousi 1955 digt
Der bor en ung pige 1955 digt
Kvindesind 1955 digt
Annelise – 13 år 1958 børnebog
Flugten fra opvasken 1959 erindring
Hvad nu Annelise? 1960 børnebog
To som elsker hinanden 1960 roman
Den hemmelige rude 1961 digt
Den onde lykke 1963 novelle
Dolken 1963 novelle
Barndom 1967 erindring
Ungdom 1967 erindring
Ansigterne 1968 roman
De voksne 1969 digt
Det tidlige forår 1969 erindring
Gift 1971 erindring
Det runde værelse 1973 digt
Parenteser 1973 essay
Min nekrolog og andre skumle tanker 1973 essay
Min første kærlighed 1973 erindringstekst
Vilhelms værelse 1975 roman
Tove Ditlevsen om sig selv 1975 erindring
En sibylles bekendelser 1976 essay
Til en lille pige 1978 efterladt digt

Udvalgte litteraturpriser

Inspiration

I 1975 indspillede Mathilde Bondo solopladen Pigesind med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner.

I 1980-erne indspillede musikeren Anne Linnet en plade med egne melodier til Ditlevsens digte, Barndommens Gade.

I 1987 indspillede den norske musiker Kari Bremnes et album med egne melodier til Tove Ditlevsens digte, Mitt ville hjerte.

skaermbillede-2017-12-14-kl-12-28-09

Læs DRs hyldest til Tove Ditlevesen her



EmediateAd


Tilføj en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.