Indre & ydre omstrukturering

Jeg har skrevet blot 2 blogindlæg hidtil her i oktober, og det er ikke fordi jeg ikke har emner og informationer nok at skrive om, jeg har blot været travlt optaget af diverse, som jeg har prioriteret først. Efterårsferien gik med børnetid og -aktiviteter, og Lotus tog sig også et par sløje dage. Jeg må vel blot erkende, at mine blogindlægsmæssige produktivitet kommer i bølger, og jeg har været igang(og er igang) med en grundig feng shui gennemgang af de bunker af diverse, der hober sig op gennem tid, – jeg har haft æsker og kasser med dit og dat der bare blev stuvet deri, for at få det af vejen, og som har stået siden indflytningen i august sidste år. Og så er det bare så passioneret lækkert at sortere ud og få fornyet overblik. Jeg har også været igang med at rydde ud i børnenes garderober, for slidt og for småt har måttet vige pladsen for egnet efterårs/vintergarderobe, og jeg har i større eller mindre grad måttet skaffe nyt(og brugt) til mine 3 yngste.

Om dette skrev jeg en opdatering på facebook i sidste uge:

I gamle dage hed denne uge ‘kartoffelferie’. Nu hedder den efterårsferie. Den kunne også hedde løvfaldsferie, det er et smukt ord og smukt syn, den gyldne løvfaldsregn, der pryder gaderne og skovene.

Har haft mange størrelser familie indtil videre i denne ferie. Både den lille med kun Lotus og jeg, den med 3 individer, den med 4, med 5, med 6 og med 7 individer. Jeg holder af alle størrelserne.

I lørdags var vi på Bakken med Lotus, for at spise frokost, se onkel Reje og gå i skoven. Lotus var blot lige vågnet, så hun var ikke så oplagt til showet med onkel Reje.

Mandag var vi 7 i tivoli, blot for at se oppyntningen, gå rundt, lege på Rasmus Klump legepladsen, drikke kaffe, thé, sodavand, spise tapas og kage og is. Jeg blev irriteret over det skal være så dyrt, blot at komme ind i tivoli, og fandt så ud af, at hvis jeg købte et guldkort, kunne jeg nøjes med at skulle købe een yderligere indgangsbillet, og kan betale 140 kr månedsvis, for at have guldkort, hvor Lotus er gratis, da hun er under 3, og jeg kan have 4 ledsagere med ind i øvrigt. Man må finde metoderne, når man er en stor familie…

Nu er vi igen kun en lille familie… Og lige nu kunne ferien for mig godt hedde ‘tøjferie’. Jeg er igang med at sortere for småt og slidt tøj ud af børnenes garderober, og skaffe 3 gange vintergarderobe i større eller mindre grad fra inderst til yderst. Min 8 årige vil gerne ud og shoppe, og det kan vi også gøre i mindre grad, når garderoberne er gennemgået og jeg har overblik over hvad der mangler.

Jeg betragter det som bæredygtigt, økonomisk og praktisk, dels at lade tøj gå i arv, dels at købe hele tøjpakker brugt. Har fået en masse fine stykker tøj hjem, også diverse attraktive mærkevarer, til gange små priser. Og så er det bare så fedt, at få en hel kasse ind af døren med alle slags tøj, så man ikke skal ud og shoppe diverse dele diverse steder, og bruge masser af tid og enorme summer på tøj, som om 3 måneder eller et halvt år er for småt til børnene…

Lotus er yderst velklædt synes jeg, trods jeg kun har købt meget lidt nyt tøj, men istedet fundet fede tøjpakker på DBA. Meget har jeg givet væk, når det blev for småt, andet kan jeg sælge videre, som jeg selv har indkøbt det. Lilas stadig brugbare tøj, som bliver for småt, bliver gemt til Lotus. Benjamins tøj ryger videre, for der er ingen mindre drenge i familien, som kan overtage det, og det kommer der heller ikke. Med mindre vi taler om børnebørn, men dels går der nok et stykke tid endnu, dels synes jeg huset og skuret allerede er stuvende fyldt af diverse, og jeg har trang til at gennemgå alt og få sorteret ud, forenklet,. Det er længe siden jeg har gjort det sidst, for år tilbage, gjorde jeg det en gang om året. Man får samlet så meget overflødigt diverse hen af tiden.

Nå, havde lige brug for at give mig til kende med nogle ord, nu må jeg videre i tøjprocessen. Jeg er også ved at vaske tøj for øvrigt…

Til min store forfærdelse blev en del af min 8 årige datters nye garderobe fatalt skadet i een af fællesvaskeriets tørretumblere i sidste uge. Een af mine maskinfulde var delt op med visse ting der skulle lufttørre udenfor, og resten smed jeg i tørretumbleren i det ‘blå rum’. Da jeg tog tøjet ud af tumbleren var det håbløst inficeret med grøn tusch… Jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle skrige, råbe eller tude! Det indbefattede adskillelige fine kvalitetsmærker såsom name it og nike, jeg havde lige fået en fin brugt tøjpakke hjem, som liige skulle vaskes før det kom i skabet og skufferne… Jeg købte vanish(som jeg ellers ikke bruger) og gnubbede løs, ligesom tøjet lå et halvt døgn i blød. De forbandede tuschpletter ville ikke forsvinde. Så for at råde en smule DIY bod på skaden, bestilte jeg 5 pakker sort tøjfarve til vaskemaskinebrug, og således fik min datter en del flere rustikke grå/sorte beklædningsgenstande end ellers planlagt. Men  det virkede! De grønne tuschpletter blev udvisket i det mørke, og eventuelle print på tøjet stod stadig fint frem…

Sådan er livet jo, man må være bøjelig som et siv, og følge med og ændre kurs og indstilling, i forhold til hvad der sker…

Jeg mærker jeg vender mere indad, i takt med mørkets komme… De hjemlige, huslige, nære sysler er vigtige, børnenes trivsel er vigtig, stilhed og eftertænksomhed er vigtig. Og det er vigtigt at have styr på hjem, spisekammer, ting og sager i skabe og på garderober, nu hvor vinteren, mørket og kulden kommer. Jeg er så taknemmelig for mit hjem og for min familie.

Jeg har længe, længe haft som intention, at begynde at lave digitale produkter til min webshop – produkter såsom guidede meditationer, workbooks og i den dur. Jeg er sideløbende med alt det andet jeg foretager mig i dagligdagens fylde, igang med at udarbejde mine første eksemplarer af sådanne. Min indre selvkritiske perfektionist har trukket det gevaldigt længe ud, for jeg kan nemt få det sådan, at det aldrig bliver tilstrækkeligt eller godt nok, men dog befinder jeg mig også på et fint indre stade af tillid og hvilen for tiden, og glæder mig efterhånden til at lade mine talenter udspille sig i det udtryk fremover…

 

 

Tak fordi du læste med! Skriv gerne en kommentar, hvis du føler for det. Kærligst, Olympia

EmediateAd


Tilføj en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.