Jeg er selvoptaget

Omstændighederne for mit liv, er blevet som en helt ny livstid. Det er næsten som at befinde mig i et fremmed land, en fremmed sfære. For det første er der enormt meget ro. Det er ganske uvant. Selvom der er børnevirak, er det naturlig og glædesfyldt virak. De er jo mine børn. Men ellers er jeg blevet midtpunktet i mit liv. Og det er mig, der beslutter hvad timerne skal bruges til. Forbindelsen til Thor er minimal og ofte helt fraværende. Det er en tid for indre arbejde. Og hvorledes tingene udfoldes længere henne af vejen, og på den anden side, er uvist. Lige nu er der nu. Og i det nu er jeg. Jeg forholder mig på ingen måde til nogen tænkt fremtid, og aner ikke om den vil udfolde sig på en måde, hvor vi kan samleve eller samelske. Der er kun nu. Og her er ro.

Jeg synes stadig Thor er en fantastisk mand, jeg har aldrig elsket en mand så overgivent, og jeg er stadig taknemmelig for vores rejse sammen. Den har indeholdt smukke, samklingende og stort lovende aspekter, og den har indeholdt en dynamik, der tiltagende eskalerede og virkede både rædselsfuld og skadelig, men som ihvertfald for mit vedkommende, omsider har åbnet for muligheden for, nødvendigheden af og viljen til, at få fat i roden om mit eget traumestof og min egen fundamentale dysfunktionalitet. Dette er jeg meget taknemmelig for. Jeg skal ikke komme yderligere ind på hans situation, det er hans, og jeg har misforstået blandet mig for meget, og blandet ham for meget ind i mig og i det jeg deler.
For mit eget vedkommende, er det fantastisk, at kunne dele frit og ærligt, og mærke hvorledes jeg befries, skridt for skridt.

Jeg har her til formiddag været til en dyb healingssession, overgivet mig til livet eller Gud om man vil, fået renset i karma (da behandleren nævnte ordet karma, gik et sæt gennem min krop), og afbalanceret det feminine og maskuline. Det var smukt og vidunderligt at tage imod. Det gik op for mig, at jeg knapt husker hvornår nogen sidst har berørt min krop, i form af healing eller massage.
Jeg føler mig sundt sårbar i denne tid.
De forgangne dage har for en del, været optaget af møder med diverse støtteinstanser og fagpersoner, og det er helende igen og igen at sætte ord på livet, omstændighederne, sammenbruddet. Det både heler og skaber klarhed. Jeg er rørt over at opdage, at der er så meget velvilje, omsorg og støtte i vores velfærdssamfund. Egentlig tror jeg det på visse områder, er en fejl, at ‘systemet’ er så berygtet og ringeagtet. Jeg føler mig godt behandlet. Jeg har en fantastisk klarsynet læge. Han definerer min situation som en krisesituation, og henviste mig til akut krisehjælp. Når jeg tænker mig om, har flere af mine læger, beskrevet min situation som krisesituation gennem tiden. På en måde har mit liv båret præg af at være en sådan krisesituation siden 2006 med enormt mange udfordringer og traumatiserende oplevelser. Og endda før endnu, men ret intensivt og tiltagende siden da. På sin vis har mit liv været en krisesituation siden jeg var barn. På tirsdag har jeg fået tid hos en efter sigende superdygtig traumepsykolog, som blandt andet arbejder med Peter Levines Somatic Experience metode.
Det bliver godt, og det kunne jeg med sikkerhed have haft gavn af for mange år siden.

Det er tankevækkende, at det abnorme er blevet så meget norm. At jeg skulle så langt som et totalt sammenbrud og en psykiatrisk indlæggelse, før jeg for alvor kunne vågne op, og forstå alvoren. Belastningsreaktion diagnostiserede min læge i 2009, da min søn blev bortført. Jeg godtog det, og troede det var tilstrækkeligt, at flytte til Fyn, forsøge at skabe et nyt liv, forsøge at afvikle det hårde forhold dermed. Hvilket jeg alligevel ikke var i stand til, før 2 år senere.

Da jeg i sin tid forlod faderen til mit første hold børn, da gravid med nummer 2, havde jeg en periode på 2 1/2 år, hvor jeg ikke havde en kæreste. I min graviditet og efterfølgende barsel, var der ingen intim kontakt med mænd. Det tog også sin tid at afslutte forholdet endeligt med faderen. Jeg var engageret intimt med en række mænd, men meget fast besluttet på ikke at ville have en kæreste, og var meget kritisk omkring hvem der måtte møde mine børn. Men når jeg reflekterer og kigger tilbage, så har jeg stort set altid haft et fokus på interaktion med mænd. Haft en drift mod mænd. Haft uro med mænd, både i et givent engagement og ved mangel af samme. Oveni har jeg altid været draget af de vilde mænd, der helst havde et kaotisk indre og/eller ydre. Draget af kaoset, draget af det umulige, draget af smerten. Draget af at lægge mit fokus på en mand, og sløre fokus på mig selv, draget af at redde mig selv i en kærlighedsrelation, redde en anden, og tro at deri lå lykken. For dybest set var det altid så svært at forholde mig til mig selv. I samtaler med hvem som helst, venner som kæreste, brød jeg mig ikke meget om, at tale om mig selv, og mine udfordringer, glæder mv. Jeg har følt mig til besvær og i vejen, når jeg havde udfordringer og problematikker. Jeg har følt mig ‘rigtig’ og god, når jeg var giver og i overskud.

Og jeg har fået opfyldt mine ‘ønsker’. Således er jo universet så smart indrettet. Det var jo naturligvis sådan, hen af vejen, at jeg troede jeg var klar til at skabe det jeg troede jeg gerne ville have, det jeg troede jeg ønskede. Og eftersom der siden jeg var lille, har været en stræben mod perfektionisme, og en frygt for at være forkert, er det også blevet let, at bilde mig selv ind, at jeg var noget andet og et andet sted på rejsen, end realistisk set var tilfældet. Alle de indsigter jeg finder lige nu, troede og ønskede jeg jeg havde fundet for længst. Og på een eller anden måde, føler jeg også jeg mens jeg her skriver, har deja vu, føler at dette har jeg siddet og skrevet før, erkendt før, indrømmet før. Mit perfektinistiske jeg, mit ego, ville så gerne have været færdig, før jeg var begyndt. ‘Hun blev født som – og levede som – færdig, fuldendt, alvidende, perfekt!’ Ja, det ville være et eftermæle mit ego ville synes godt om. Men det er jo nonsens og lige til både selvsabotage og forhindring af fremdrift og forandring. Hvordan skal jeg kunne forvandle noget, hvis jeg hårdnakket hævder, at jeg har forvandlet det? Nogle gange kan det ligefrem være en ulempe at vide så meget, have søgt så meget. Det kan spænde ben for en ægte erkendelse.

Når jeg kigger tilbage, har jeg i de sidste 9 år været relateret til 5 mænd, og har indledt et nyt forhold, stortset umiddelbart efter det forgange var afsluttet. Jeg har ikke spor givet mig selv tid til integration, reflektion, bearbejdelse. Jeg er blevet så længe over tid, i forholdet, at jeg i det, har afsluttet det, og følt mig klar på ingen tid, til det næste. Faktisk har det været en typisk strategi, at scanne efter mulige nye emner og flirts, mens jeg stadig var under beslutning til afslutning. Jeg har nu INTET behov for den slags stimulanser eller forbindelser. Jeg får derimod faktisk kvalme ved tanken. Jeg er meget funderet i mig selv. Jeg er faktisk enormt optaget af mig selv. For første gang nogensinde. På en yderst sund måde, føles det som.

Jeg føler mig som en nybegynder i et nyt land. Og det er jo ikke første gang. Udvikling er en spiralbevægelse. Jeg føler mig langt mere sårbar, modig og ærlig end nogensinde. Og jeg har erkendt, at jeg gerne må modtage hjælp, og at jeg har brug for hjælp. Det er let nok at erkende diverse, men at integrere kræver en del mere tid og træning. Og denne gang er jeg viis nok til at benytte mig af kompetente hjælpere, til at tage imod, til at afsætte tid og rum til processen. For det tager jo mere end et blogindlæg eller en tanke. Denne gang giver jeg tid og rum, til mig selv, til modning, til forvandling. Der er allerede så meget, som har skiftet indeni, og tidligere kunne jeg sagtens finde på at overbevise mig selv om, at jeg sagtens kan klare det selv herfra, men det ville på een eller anden måde være som at sende en galophest i løb som 2-årig, fordi den er dygtig og gerne vil løbe, når den rent faktisk skal være 5 for at deltage i løb. Eller som at begynde at køre bil, efter kun at have taget teorien. Det kan være farligt, at være så ivrig og forcere.

Jeg er faldet helt ind i mig selv. Jeg er tilfreds i nuet. Jeg er tilfreds i mig selv. Jeg nyder tomrummet. Jeg trives i at have trukket tentaklerne tilbage til mig. Jeg vender indad. Mens jeg vender udad. Jeg er tilstede, her i mig, i verden, i fred. Der er en uanet ro og tillid. Jeg er til…

davinci1



EmediateAd


Tilføj en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.