Mor er den værste i verden

I går er en dag, der i særlig grad, ligesom dagene, hvor mine børn kom til verden, og dagen jeg havde mit sammenbrud, er dage af en helt særlig karakter. I går fik jeg en brik, jeg faktisk ikke rigtig har kunnet leve uden før, men som har været ude af syne, og således medvirket, at jeg ligesom har kun har overlevet, levet som en skrue der kørte skævt i et gevind…

Jeg var til familieopstilling i går hos Vera Rahbek og Uffe Jonas. Det er dybt besynderligt, hvor effektiv dén metode er. Rationelt set undres jeg stadig. Men jeg falder også bare ind i accepten og tilliden af at det simpelthen virker. Det kunne jeg se og mærke i rummet, så tydeligt. 5 smukke mennesker gav mig i går den gave, at stille sig til rådighed for en opstilling for mig. Jeg selv skulle sidde på en stol, og betragte Uffe guide personerne, der var stedfortrædere for mine familiemedlemmer, og guide energierne rundt og frem. Jeg græd meget under seancen.

Allerede da jeg kom, spurgte Vera om jeg var urolig, for det er meget typisk at energierne begynder at arbejde et stykke tid før opstillingen er aktuel, og at lille jeg’et kæmper mod det der skal slippes. Jeg var urolig! Vi havde både begravet een af vore kattekillinger om morgenen, i tristhed, sorg, svøbt i en lille kasse, i blomster, kærlighed og velsignelser, og jeg skrev et manifest om aldrig igen at leve i voldelige, grænseoverskridende kærlighedsdynamikker. Mit system skælvede, og jeg havde en kampesten i brystet.

Vi indledte sessionen med en meditation, og jeg blev i dén bedt om intuitivt at vælge en oplevelse fra min historie, som ville frem, som indgangen til opstillingen. Oplevelser med den mand jeg har fulgtes med det sidste år og oplevelser med min mor dansede en vild og bitter skyggedans i mit indre. Det er så enssvarende det konfliktfyldte jeg har oplevet med dem.

Det var nærmest chokerenende så intens energien var, da personerne blev stillet op. Jeg fik kvalme i hjertet blot ved at se på Vera; som jeg ellers normalt virkelig holder af og er tryg ved; da hun blev stillet op som min mor. Jeg turde næsten ikke kigge på hende. Hun er typisk en meget varm og hjertelig person, men da hun her var positioneret som min mor, var hun helt følelsesløs og udtrykte ligegyldighed, når hun blev bedt tune ind på mig, min bror, min far, i opstillingen. Hun udtrykte sågar ord i samme stil om mig, som i min barndom har lagt sig som et fremmedgørende slør, og smertet så uendeligt dybt i mit væsen, – eksempelvis ‘jeg ved virkelig ikke hvad hun er for et væsen, jeg føler ikke rigtig hun har noget med mig at gøre’ Selvsamme smerte, som jeg kender så dybt strømmede gennem mig, som en isnende tsunami.

Vi søgte tilbage til min mors forældre, for naturligvis kommer min mors smerte ikke ud af det blå. Traumerne, forvrængningerne, adopteres fra generation til generation, videreføres energetisk i arven, som et bittert og muterende blueprint. Og jeg har kendt til min mormors strenghed. At se den i fuldt udfold i opstillingen var fuldstændigt stivnende. Hun var udelukkende mental, og fokuseret på ‘ret og rigtigt’. Der var ingen følelser, kun mentale strukturer, der i dén grad fordømte min mor. Personen som var min mor, følte sig overvåget, ufri, tryglede om at blive set på med milde øjne af sin mor, som intet havde til overs for dette. Personen som var min mor hulkede længe og hjerteskærende i denne smerte. Og jeg græd med, græd med min mor i hendes smerte over ikke at blive elsket og accepteret.

Da vi gik videre tilbage i ledene, viste det sig tydeligt, at der lå et stort og smertefuldt traume helt tilbage hos min tipoldemor. Min mormors mormor. Der blev tunet ind på en først udefinerbar grusom og rædselsfuld smertefuld hændelse, som var så omgærdet med sorg og fortrængelse, og personen som var stedfortræder for min tipoldemor blev fortsat tilskyndet til at blive i dette, søge dybere ind i det. Smerten fik lyd og var først næsten uhørlig, åndeløs. Efterhånden kom et skærende, skingrende, skrigende klagesang frem, fra denne – faktisk mand, som var stedfortræder for min tipoldemor. Guided dybere og dybere ind i energien, fremkom der fra ham højlydte skræmmende og lidelsesfulde smertebrøl, fra dét der viste sig at være en af familien gennemtvungen sen abort og drab, af et levedygtigt barn, da omstændighederne for denne graviditet var ‘upassende’. Min tipoldemor fik myrdet sit ufødte og ellers levedygtige barn, under nærmest bestialske forhold, og dette skabte så dybt et ar i hendes sind, at hun stortset fortrængte oplevelsen, og blev fuldstændigt følelseskold, ligesom der fremkom et dybt had mod både kvinder der udførte handlingen, og mænd der gennemtrumfede denne afgørelse. Dette dybe traume leverede hun uvidende videre til sin datter og så fremdeles.

Da traumet var fundet, gennemlevet og forløst, – tilgivet, begyndte helingsarbejdet fra mor til datter, fra led til led. Hver moder tog den byrde tilbage, som de uvidende havde givet videre, tog deres ansvar. Lod datteren blive barnet, og indtog selv rollen som den store. Hver datter blev bedt om at levere smerten tilbage til forrige generation, og blev velsignet til at leve frit. Det var ufattelig dybt og aktivt, virksomt. Det er ufatteligt at forstå. Min mormor blev levende og følende, omsorgsfuld og kærlig rettet mod min mor. I en højlydt, grådfuld proces gav min mor smerten og byrden tilbage til sin mor, som tog sit ansvar, og lod min mor være barnet. Jeg græd med hende. Jeg forløstes med hende.

Da dette arbejde var færdigbragt, blev stedfortræderen for mig bedt sætte sig, og jeg selv træde ind, som mig. Jeg rejste mig grådfuld og dybt bevæget. Noget af det første ‘min mor’ sagde til mig, var gentagne gange UNDSKYLD. En kæmpe sten faldt fra mit hjerte. Hun tog sit ansvar. Hun undskyldte for at hun ikke var der følelsesmæssigt, som min mor, i min barndom, for at hun invaderede mig og grænseoverskred mig. Hun lod mig blive barnet. Jeg blev bedt om at give det der var hendes tilbage. Under en højlydt, vild og voldsom fysisk proces, udfoldede jeg alle disse smerter, al skammen, al sammenkrøbetheden, alt det undertrykte, al vreden, al nervøsiteten, al sorgen, og leverede dem tilbage til rette vedkommende, min mor. Hun tog det godvilligt. Hun tog sit ansvar. Hun elskede mig. Der opstod varme og kærlighed i hende, som strømmede mellem os, og hun så på mig med milde, anerkendende øjne. Hun undskyldte. Hun tog sit ansvar. Hun udtalte anerkendende ord til mig. Jeg blev bedt knæle, og modtog hendes kærlige velsignelse. Hun med begge ‘sine forældre’ i ryggen. Hun velsignede mig til at være fri og til at være mig….

Dette er oprigtigt een af de allerstørste oplevelser i mit liv, på linie med mine barnefødsler. Det arbejder stadig i mig, og det vil det gøre en del tid. En sådan familieopstilling kan tage to år at integrere fuldt. Dette arbejde vi har lavet i min familieopstilling, vil energetisk heale ud i alle familieled, bagud- og fremadrettet, til levende, døde og ufødte. Det er fantastisk. Jeg er så dybt taknemmelig. Jeg forstår stadig ikke omfanget af dette arbejde. Men just efter, kunne jeg allerede mærke, at det var som om ‘noget’ i mig manglede… Jeg fik et hvil, mens de andre lavede frokost til mig, og da vi spiste og blev kørt til toget var jeg let og mild.

Jeg samledes med mine fire børn sidst på eftermiddagen i går, og vi havde det nært og rart sammen, omend jeg var dybt udmattet. Jeg fortalte mine største børn om processen, og vi talte igen, som vi flere gange før har gjort, om, at det er i orden, at være vred på sine forældre, at der er ting ved ens forældre man ikke kan lide, at det er helt og aldelses okay, at der er ting man synes de bare ikke har gjort eller gør godt nok. Og at man gerne må sige det. I går aftes så de og jeg programmet fra DR, der hedder ‘Verdens værste mor’, der omhandler de dybe, dybe dynamikker der har lejret sig i underbevidstheden, og kører med os overalt i vores liv, når vi ikke får kigget på dem. I programmet fremgår der, at vores moderrelation 100% definerer vores kærlighedsrelation, når vi ikke har fået bearbejdet traumerne fra relationen med moderen. Jeg husker lederen for Diamond Logos instituttet udtalte: ‘It’s all about the mother’. Vi opstår ud af hendes kød og blod. Og af hendes traumer. I programmet fremgår endvidere, at vi end ikke kan forelske os i en given person, hvis ikke vedkommende rummer netop aspekter af ‘krænkeren’ fra barndommen, – moderen eller faderen eller den anden, som gav os vores dybeste relationelle sår. Det er dybt tankevækkende.

I imago intimrelationsterapien, taler man om at møde sit ‘perfekte’ match, sin ultimative imago, dén der spejler sårene og traumerne bedst, mest nøjagtigt. Jeg har danset med min ultimative imago det seneste år. Men dansen blev desværre ikke tilstrækkeligt bevidstgjort. Der opstod aldrig et rigtig gensidigt commitment til at støtte hinanden til den endelige forløsning, sammen. Der var for meget ego og diverse afhængigheder, for meget smertekrop, og for lidt bevidsthed. For lidt dedikation. Det er trist, for jeg føler sikkerhed, om at det ellers var muligt. Kærligheden overvinder alt. Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet.

Men jeg giver slip for nu. Jeg har sagt farvel for nu. Jeg vil overhovedet ikke stå i relation til een der påstår jeg lyver og at jeg er fucked up, een som ikke tager ansvar for sin vold og grænseoverskridenhed overfor mig. Det er en helt rolig erkendelse. Hvorfor skulle jeg dog det?

Da jeg skulle sove i nat, var det svært at sove, svært at falde i søvn. Jeg var urolig, og processede efterdønninger. Det er helt naturligt, fortalte Uffe, og jeg behøver ikke lade dem køre afsted med mig, sagde han. Det er helt naturligt. Det tager tid. Men der var noget der manglede. Der var et hul, et tomrum, en identitet, en kamp, der ikke længere var nødvendig og aktiv.

Jeg må godt være mig. Jeg har fået min mors velsignelse. Jeg må godt have mine grænser. Min mor har taget sit ansvar, og har sagt UNDSKYLD. Det er kæmpe stort.

Jeg tilgiver hende. Jeg har medfølelse for hende. Hun er min mor, jeg er hendes datter, hun er den store, jeg er den lille. Jeg takker hende for at hun gav mig livet. Tak mor. Jeg elsker dig!

Jeg er eet stort lettelsens suk…

mother-and-child2

Du kan læse om dét arbejde mine helt fantastisk venner og mentorer, Vera og Uffe, laver her
Næste Familieopstilling hos dem, er her



EmediateAd


Tilføj en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.