Når man ikke er bange mere

Jeg har en masse gamle blogpost liggende i arkivet, som ikke er blevet offentliggjort på denne side. Jeg bladrer og læser lidt igennem dem indimellem, for at finde ud af hvad jeg har lyst til at genpublisere. Der er vist også visse gamle publiseret, som jeg ikke har taget stilling til… Men altså – Rom blev ikke bygget på een dag Der er sket så meget på denne rejse, der er så mange ham, der er skiftet, og så mange fiaskoer og sejre, og en hel masse selvindsigt erhvervet… Læs eksempelvis også dette gamle hjerteskærende indlæg fra 2014, hvor mine børn som i et mareridt var væk fra mine beskyttende vinger i en ond og hæslig periode…

Her er eksempelvis et gammel indlæg fra 11.1.2012:

Selvopdagelses kunst

Jeg har altid været bange. Det har altid i en eller anden grad været hårdt og tærende for mig, at være i selskab med andre mennesker. og jeg har altid i en eller anden grad været usikker og genert. Når jeg var alene, kunne jeg langt lettere trække vejret frit – eller måske rettere gemme mig. Jeg var bange for at være for lidt, for meget, forkert, for normal, for unormal, for grim, for uintelligent, for alt muligt… Jeg har også troet at andre mennesker, der interesserede sig for mig, gjorde det fordi de havde ondt af mig. Ondt af mig, fordi jeg var alt det her ovenstående og alt muligt andet… Jeg har haft så svært ved at have tillid til nogensomhelst. Har været som et sky dyr, der altid har været på vagt, og klar til at lukke i, lukke af, flygte. Og med denne tilstand har jeg også været enormt selvopmærksom og enormt opmærksom på hvorledes andre mennesker reagerer på mig, er blevet toptrænet i indføling, og sanser små bitte skift i energier, som jeg fra mit bange stade så dybest set selvoptaget, tog personligt.

Pludselig nu, hvor jeg sætter mig for at skrive, går det op for mig, at jeg ikke er bange mere. Jeg kan ikke huske hvornår jeg standsede med at være bange. Men lige nu er jeg bevidst om, at jeg ikke er bange mere. Jeg glemmer den evindelige scannen af mine omgivelser, glemmer at have tentakler i alle retninger, der vurderer fare. Glemmer at være selvopmærksom. Det er en helt fantastisk opdagelse. Jeg føler istedet jeg strømmer med i en flod, hvor jeg ‘bare’ er en del af floden. Ikke længere et fremmedelement, der forsøger at ligne en flod. Men en flod. I floden. Hvor er det dog ualmindeligt fantastisk. Jeg er tryg. Min vejrtrækning trækker sig selv. Jeg omgås andre mennesker med så stor en glæde, nydelse og naturlighed. Jeg elsker at danse, og synge, at leve, og tusind andre ting, og at være mig, bare mig.

Tak fordi du læste med! Skriv gerne en kommentar, hvis du føler for det. Kærligst, Olympia

EmediateAd


Tilføj en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.