Træningslejr på lukket psykiatrisk afdeling

Efter jeg havde tilbragt en uge bag låste døre og 5 meter høje hegn i haven, lukkede vinduer, der ikke kunne åbnes på min stue, og denne tunge energi af medicin og sygdom, der kendetegnede de øvrige patienter, sov jeg i nat i mit kolonihavehus med vidt åben dør lige ud til verden. I søndags skælvede jeg bare ved tanken om ikke at blive beskyttet af det høje hegn, de tykke mure, de låste døre, og ‘mor og far’ i læge- og plejeskikkelse. Og i går blev jeg udskrevet. Jeg har sovet godt og trygt i frisk haveluft.

Regnen silede en stund, og min hud blev våd og saftig, efter at have nydt den på min krop. I ugen op til min indlæggelse, havde jeg et kald mod at ‘tage mig af mig selv’. Drømte om at tage den offentlige transport til Vesterhavet, og bare finde en bed and breakfast, og leve fra dag til dag. Alene, afsondret. Men jeg kunne ikke finde ud af at tage afsted. Jeg kunne ikke engang finde ud af at tage metroen ud til Amager strandpark alene. Jeg var handlingslammet, og indviklet i et psykodrama, som ingen ende syntes at ville tage. Jeg var som blevet energetisk stavnsbundet, og følte et efterhånden uoverkommeligt ansvar for alt muligt andet end mig selv. Ville gerne male, men intet kunne komme frem. Ville gerne tale, men blev bremset ved hver en lyd. Jeg følte jeg sad i kviksand, og ved hver en bevægelse, syntes det som om jeg sad mere fast, og blev trukket dybere ned.

Vi er skabt med mange forskellige typer sind. Nogle af os er stærkere end andre. Under indlæggelsen var der en usædvanligt sød og favnende armensk kvindelig plejer, der igen og igen komplimenterede mig for mit væsen, min forstand, mit udseende. Hun sagde igen og igen, vi er alle unikke, vi kan ikke sammenligne os med andre, der er intet normalt. Vi er som vi er. Og ved udskrivelsen sagde overlægen, at det ofte kan være svært at skelne, om det er de indlagte eller de der aldrig har været indlagt, der er de syge… Hun sagde også, at jeg er påfaldende livskraftig, og at hun kun i papirer kunne læse af udtalelser fra personalet, og fra udtalelser ‘om mig’ udefra, at jeg er et fantastisk menneske og en fantastisk mor.

Bloggeren, som i poesi deler sin sygdom på nettet, havde jeg gode samtaler med, men hun var desperat efter at komme hjem. Hver anden dag blev hun kørt over til elektrochok, som behandling på hendes bipolare lidelse. Hun VILLE hjem i går, men kom det ikke. Ved frokostbordet i går, da jeg fortalte de andre, jeg var blevet udskrevet, sagde den royale, at det var så ærgerligt, at de mest søde og normale, de der var så gode at tale med, altid kom hurtigst hjem, og at det var hun så ked af. Mens bloggeren vist blev ked af det eller vred, og sagde, at hun nu nok mente det var de mest dysfunktionelle, der kom hurtigt hjem. Hun sagde ikke farvel.

Det var lidt som at skulle forlade en familie, da jeg gik derfra i går, og de var flere der var kede af, at jeg skulle hjem. Jeg fattede en utroligt stor sympati for de indlagte, og hen af ugen fik jeg små brudflager af deres historier. Der var det store kæmpe brød med en diagnose som paranoid skizofren, som ventede på – og i månedsvis har ventet på, at komme på skt. Hans, hvor de har en behandlingsafdeling. Han var nemlig havnet i coke misbrug, som ekstra krydderi på sin omgang med rockerne, hvor han blandt andet havde stået for inkasso. Det bliver man bare tvunget til, fortalte han. Han var umådeligt sød og blid, med de kæreste øjne. Jeg blev tryg ved hans store korpus og fik lyst til at kramme ham.

Der var den milde, søde, stille unge mand, som er tvangsmedicineret også for paranoid skizofreni og har været indlagt længe, og havde udsigt til 3-6 måneders indlæggelse mindst endnu, som sådan savnede at blive udskrevet til sine videospil. Der er intet andet i hans verden end de videospil, han kan ikke bruge resten af verden til noget. Så snart han havde talt med lægen, skyndte han sig at komme og fortælle mig, hvad de havde sagt. Jeg fortalte ham, at jeg synes han er et utroligt fint menneske, og at vores teknologiske udvikling går så hurtigt i øjeblikket, at det måske en dag giver uendelig stor mening, at han er så virtuelt optaget. Det ved vi jo ikke.
Der var også en plejer, der fortalte mig, at afdelingen havde modtaget en skriftlig klage fra en tidligere indlagt ung kvinde, som mente denne plejer fyldte hende med løgn, da han havde fortalt hende, at da han var barn, for 30 år siden, da fandtes hverken mobiltelefoni og internet. Det kunne hun simpelthen ikke tro, og der blev indgivet en klage over at blive fyldt med løgnehistorier under sin indlæggelse.
Alle på afdelingen fik sovemedicin, undtagen mig.

Vi gennemlever som menneskehed en ufattelig hastig udvikling. Det er på så mange områder, og vi er i denne hastige kultur bare tvunget til at følge med. Vi skal dagligt tage stilling til så ufatteligt mange ting. Vi digitaliseres, og det er nemt og enkelt. Vi kommunikerer og møder venner på nettet, vi handler og inspireres på nettet. Mere og mere er internettet blevet som en kropsdel. Mere og mere bliver den det i fremtiden. Vi bruger så lidt af vores hjernes kapacitet, og en dag har vi sikkert ikke længere brug for en maskine foran os, men kan koble på informations- og kommunikationsnettet helt automatisk via os selv.

Der er ikke længere meget i vores liv, som er forudsagt. Vi skal tage stilling til kostprincipper, til det vi klæder os i, det indtryk vi gør på verden, til børneopdragelse, parforhold, kærlighed, selvudvikling, ferier, fritidsinteresser, dannelse, økonomi, seksualitet, moderne fornødenheder, hjælpemidler, modefænomener, trends og tendenser (og de er også i de alternative miljøer), og til verdensøkonomien, verdenssituationen, alle krigene og de krænkede menneskerettigheder, til politik og alt det magthaverne skjuler, til konspirationer, til miljøet, velgørenhed, til at gøre en forskel, til etik og moral, vores egne traumer og det kollektive fordærv, til manipulation, medfølelse, til nationer og personer der undertrykker, vi skal samle ind, skrive under, rydde op i vores rod, tage de rette kosttilskud, og sige visse mantraer, meditere, søge ro, være sociale, huske at religion er noget skidt, de alternative behandlere er nogle kvaksalvere, og det etablerede lægesystem vil gøre os syge, skjule visse ting og sige de rigtige nøgne ting, passe os selv, vores job, og vores altankasser eller haver, gå i kvindecirkler og mandecirkler, og ophæve kønskampen, men støtte vores søstre og brødre, når det ramler for dem og de bliver urimeligt behandlet af ‘det andet køn’, og elske lidenskabeligt og frit, mens vi strikker på vores sociale netværk, og sender billeder og ord ud af hvor godt det hele går, vi skal demonstrere, og råbe op, men være stille og opføre os udømmende, være bevidste og lave skyggearbejde, gå på workshops, og til dansefester og yoga, kramme i spirituelle sammenhænge og give tiggerne på gaden mønter, modtage, klappe af hinanden, og hænge kærlighed op i bymiljøet, få andre til at smile, give, søge ind, og rumme at hele verden er et spejl af os selv, og kun købe lokalt og økologisk, mens vi iklæder os indiske gevanter, og kontrollere vores fb forbrug og det vi siger, for tanken skaber eller der er nogen der kan blive stødt, og elske os selv og hinanden, mens vi peger fingre ad de ting kulturen siger vi hellere må pege fingre af, og det vi sender ud får vi igen, og vi må opløse karma og gøre rent i miljørigtige midler, og sørge for at vores børn ikke får dårligt selvværd, men ikke gøre dem til narcissister, mens vi skal huske at følge med på noderne, og være tidløse og glade, og vise vores sår nøgent, og læse de rigtige bøger, og citere de rette store tænkere, ikke være afhængige af nogen ting, og sørge for at være alene, og at der ikke er nogle der tænker dårligt om os, tænke alt i energi og huske vores ophav, skabe en ny verden og vende tilbage til de oprindelige traditioner…….

Er der noget at sige til, at vi er forvirrede og trætte? Er der noget at sige til, at vi bliver syge?
Det er en muteret og stressende verden vi lever i. De som bryder sammen, er nok de der er heldigst stillet, omend det ikke ser sådan ud. Det er umenneskeligt at leve i det samfund vi har fået bygget op. Om det så er alternativt eller normalt. Psykiatrisk afdeling var en lise, en helle.
Tag mig med til Joanna…

images-7



EmediateAd


Tilføj en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres.